Weekend
0

24 timer i Chiang Mai

Hovedstaden i det gamle kongerige Lanna er i dag en af Thailands største byer, men der er mindre trafikalt kaos og kortere afstand mellem de smarte kaffebarer end i Bangkok. Her, højt mod nord, er der til også bedre chance for at komme ned i gear og fine udflugtsmuligheder i det bjergrige bagland.

Rundt om natmarkedet er der rig mulighed for at spise fantastisk gademad.  Foto: iStock

Nye højhuse ser dagens lys i Chiang Mais periferi, og byen med super highway er for længst vokset ud af den provinsielle døsighed og ind i den globaliserede verden. Godt hjulpet på vej af toget fra Bangkok, der har endestation i Chiang Mai. Da bysbarnet Thaksin Shinawatra var premierminister, blev Chiang Mais historiske rødder samtaleemne i internationale magasiner. Pludselig var det mere cool at være Lannas centrum end Bangkoks lillebror.

Indtil udgangen af 1800-tallet var Lanna et selvstændigt kongedømme med Chiang Mai som hovedsæde. Et kongedømme så gammelt som Sukhothai og afgjort en pensionist i forhold til det unge Bangkok-kongedømme af 1782. Lannas sidste royale skikkelser døde før 2. Verdenskrig, og Chiang Mai stod i skyggen af Centralthailands massive udvikling i 1960-1980’erne.

Fra midten af 1990’erne kiggede regeringen i Bangkok dog igen mod Chiang Mai, og det selvstændige kongedømme blev promoveret som en del af Thailands nationalarv. Lanna betyder en million rismarkers land, og navnet hænger ved som et synonym for hele Nordthailand trods den moderne udvikling i regionen.

Lanna er Chiang Mai med indrammende bjerge omkring et deltaland af floder, tæpper af irgrønne rismarker og huse på stylter over den frugtbare jord. Og Inthanon-bjerget, der med sine 2565 meter er Thailands højeste, danner Chiang Mais vestlige flanke. Mod øst ligger dalenes landsbyer og lokker med kunsthåndværk og århundreders nedarvede teknikker. Lanna er også templer med svajende tage og kunstfærdige spejlmosaikker. Her er udskårne masker og silkeparaplyer, beholdere i træ, rød lak og perler og Buddha-ansigter med guldblade og imprægneret patina. Bambusflettede kurve og keramikskåle med distinkt landsbypræg. Moderigtigt lakeret som antikviteter i nye klæder. Lanna er endelig blevet varemærket, der sælger Chiang Mai og opland. En verden bestående af højlandsklima, spa-oplevelser, god shopping, små kunstgallerier, uafhængige tøjdesignere, lækre kaffebarer og familiedrevne kokkeskoler.

Chiang Mai er godt 45 gange mindre end Bangkok, men er som hovedstaden god for omtrent 300 templer. Byen sniger sig ind på én og inviterer til at blive udforsket – til fods, på cykel eller knallert, med lokale songthaew eller i tuk-tuk. Det gør mere end tre millioner turister hvert år.

Kl. 8.00 Godt fra start

Der er god mulighed for at komme godt fra start på femstjernede Siripanna Villa Resort & Spa. Værelser med jacuzzi og regnvejrsbruser, fitnessfaciliteter til at holde formen ved lige med og pool til en god morgendukkert. I spa- og wellnessafdelingen kan man desuden få forskellige krops- og ansigtsbehandlinger samt modtage undervisning i yoga og meditation. Morgenmadsbuffeten holder højt niveau. Foruden frisk frugt og lokalt forankret morgenmad, er der også friskbagte vafler, omeletter, pølser, bacon, yoghurt og søde sager. Er man mere end almindeligt kulinarisk interesseret tilbyder stedet også kokkeskole.

Siripanna, 36 Rat Uthit Road, Wat Ket, Muang Chiangmai City, www.siripanna.com

Kl. 10.00 Udflugt langs Ping-floden

Tilbring et par timer i selskab med Chiang Mais livsnerve, Ping-floden - en charmerende måde at stifte bekendtskab med såvel byen som dens opland. Fra hotellet er der en halv times gang eller ca. halv tid med songthaew eller anden motortransport til stedet, hvorfra Maeping River Cruise har deres fine udflugter. Nyd inspirerende, tilbagelænet historiefortælling, mens smukke monumenter, markeder og marker glider forbi i et roligt tempo.

Mae Ping River Cruise, 133 Th. Charoen Prathet, www.maepingrivercruise.com

Kl. 12.00 Opstrammer hos Woo

Langs Ping-floden og Charoenrat Road ligger flere glimrende etablissementer, herunder cafeen Woo, der også fungerer som galleri og butik med design og indretningsartikler. I smukke rammer og en tilbagelænet atmosfære kan man her sætte forskellige caféretter og mere gedigne måltider til livs. Foruden pasta og sandwicher er også thaispecialiteter som suppen Tom Yum og rissalaten Khao Yum repræsenteret på menukortet. Woo er der også et fint pit stop, hvis man blot har brug for en kop kaffe eller en sød Thai ice tea.

Woo Cafe-Art Gallery-Lifestyle Shop, 80 Charoenrat Road,

Kl. 13.00 En tur i tempel

Templer i træ med indlagte glasstumper i kulørte farver, der skinner i skæret fra solen. Frodige grønne planter vokser omkring tempelgrunden, og historiens patina har skrællet tempeltagene ned til det nøgne teaktræ. Chiang Mais ældste tempel er et mønstereksempel. Og byggestilen er tidlig Lanna. Faktisk menes templet et være opført som kong Mengrais private residens, mens grundlæggelsen af Chiang Mai pågik indtil 1296. Templet huser den højagtede Krystalbuddha, Phra Sae Tang Tamani, der bæres i optog gennem Chiang Mais gader ved Songkran. Krystalbuddhaen sidder i lotuspositur bag et gitter, men foran det andet af templets hellige ikoner Phra Sila, en stenbuddha i basrelief, der viser Buddha tæmme den mytologiske, vilde elefant Nalagiri. Se også bagest på tempelområdet, hvor en chedi står på en flok stenelefanter, som det var kutyme i Sukhothai i 1300-tallet.

Wat Chiang Man, Th. Ratcahphakhinai, NØ-hjørnet af den gamle bymur

Kl. 14.00 Eftermiddag i spaen

Velvære er på menuen mange steder i Chiang Mai. Hoteller såvel som små klinikker lokker med spa, skønheds- og velværebehandlinger, og der er al mulig grund til at slå til. Behandlerne er i reglen knusende dygtige og så får man meget for pengene i forhold til tilsvarende behandlinger i Danmark.

Et af de bedste og smukkeste spa-steder i byen er Fah Lanna spa. Her får man en helhedsoplevelse, der nok er i den dyre ende efter thailandsk målestok, til gengæld er serviceniveau, ambience og komfort i top hele vejen rundt både før, under og efter behandlingen. Stedet sørger også for transport.

Fah Lanna spa, Wiang Kaew Rd, Mueang, www.fahlanna.com

Kl. 16.00 Et kig på den lokale kunstscne

Arranger en køreordning med Fah Lanna eller tag en songthaew på egen hånd til Nimmahaemin. Chiang Mais kunstscene blomstrer. Gamle traditioner får nye penselstrøg, og byens mange små gallerier lokker med naive, avantgardistiske og nær-impressionistiske malerier med klassiske motiver fra fx tempelgrunden. Her på Chiang Mai University Art Museum kan man opleve faste udstillinger med mange af universitetets studerende suppleret med midlertidige udstillinger med mere kendte kunstnere – også fra Thailands nabolande. Det er et glimrende sted at starte sin færd ind i Chiang Mais kunstverden.

Chiang Mai University Art Museum, hjørnet af Th. Suthep og Th. Nimmahaemin, www.cmumuseum.org

Kl. 18.00 Kaffe i Nimmahaemin

Langs Th. Nimmahaemin lidt vest for den gamle bydel slår Chiang Mais håbefulde unge entreprenører sig løs i et beboelsesområde med huse fra 1960'erne, der tjener som gallerier, butikker, cafeer og kaffebarer. Inden for de seneste år er der ikke mindst sket meget på kaffescenen i Chiang Mai, godt hjulpet på vej af en stigende interesse for Thailands egen kaffeproduktion, og i Nimmahaemin finder man en særlig høj koncentration af steder, som tager kaffe og kaffebrygning alvorligt. Blandt de bedste steder er Bay’s Café hvor håndbrygget filterkaffe også ledsages af gode snacks, frokostretter og mellemmad samt, NineOne Coffee, der er populært blandt freelancere med laptops samt smukt indrettede Ristr8to Lab, der tiltrækker både tilrejsende og lokale kaffekendere.  Kig også ned ad sidegaderne i Nimmahaemin, hvor en række spændende små designere og gallerier holder til. Efter solnedgang forvandles kvarteret til et af Chiang Mais mest interessante gå-ud-områder.

Ristr8to Coffee, 15/3 Nimmanhemin Soi, www.ristr8to-coffee-chiangmai.com

NineOne Coffee, 11 Nimmanhemin Soi

Bay’s Café, 15/5 Moo 1, Soi Sudjai, www.bayscafe.com

Kl. 20.00 Smagen af Nordthailand

Der er meget god mad i Chiang Mai og resten af det nordlige Thailand, men hvor markederne bugner med lækre råvarer og gode egnsretter, er det faktisk ikke altid lige nemt at finde en restaurant, der et hundrede procent fokuserer på det særlige nordthailandske køkken. Tag en songthaew fra Nimmahaemin til restauranten Ban Rai Yam Yen, som er en af slagsen. Her får man nordthailandske Mueang retter i særprægede westernagtige omgivelser, gerne ledsaget af levende musik. De smagfuldt krydrede retter udgør en glimrende kulinarisk oplevelse.

Ban Rai Yam Yen, 14 Soi Khantha-tiro, Fa Ham, Muang – restauranten ligger udenfor centrum, i San Phee Suea området, Øst for Ping floden og lige nord for Superhighway ringvejen.

Kl. 22.00 Handelsliv after dark

Der hviler en permanent risiko for bagageovervægt efter en travetur i natbasaren. Atmosfæren summer af penge i omløb og et handelssprog med hænder, fægtende arme og regnemaskiner. Her er de allestedsnærværende plagiatprodukter, men også små pudsige ting til hjemmet og et bredt sortiment af regionens kunsthåndværk. Kig også ind i den oprindelige natbasar, der har et varieret udbud af originalt håndværk samt gode reproduktioner eller antikke skabe, Buddha-figurer og vævede stoffer fra især Laos og Burma.

Night Bazaar, Th. Chang Khlan

(Mikkel Tofte Jørgensen er forfatter til Turen Går Til Thailand)

BRANCHENYT
Læs også