Weekend
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

To amerikanere skal nu forsøge at løfte arven fra Ali og Tyson

Sværvægtsboksningen i USA kæmper ikke bare mod grådige bagmænd. Andre sportsgrene stjæler talenterne og tv-stationerne blokerer for store kampe. Men lørdag aften i New York står to amerikanere fra en ny generation af sværvægtere med muligheden for at spænde et VM-bælte om livet.

Deontay Wilder er det bedste bud på en kommende amerikansk stjerne i sværvægtsklassen. Foto: Frank Franklin II/AP

New York

En februaraften i 1965 i Miami slog Muhammad Ali den frygtede verdensmester Sonny Liston, og hele verden hørte råbet fra ”the Greatest” efter kampen.

»I shook up the World, I shook up the World,« lød det ekstatisk fra Muhammad Ali.

Han havde vundet den største titel i alle sportsgrene, og det kunne et kort øjeblik synes, at planetens bane slingrede. Ali kæmpede efterfølgende i sin karriere mod legender som Joe Frazier og George Foreman. Senere blev scenen overtaget af Mike Tyson og Evander Holyfield. De var alle amerikanere, og deres navne er kendt af alle sportsinteresserede. Gennem hele det 20. århundrede var USA dominerende i sværvægtsklassen, men de seneste 15 år er billedet ændret totalt.

Europæiske boksere med Wladimir Klitschko i spidsen har været dominerende det seneste årti, mens der er langt mellem de talentfulde amerikanere. Men lørdag nat dansk tid kæmper to nye amerikanske håb i Barclay Center i Brooklyn, New York, for at bryde ud af obskuriteten.

Det bedste bud på en ny amerikansk superstjerne, Deontay Wilder, forsvarer WBC-titlen, som han vandt i 2015. Han har vundet alle sine 35 kampe – heraf 34 på knockout – og alle regner med, at lørdagens modstander Artur Szpilka fra Polen ryger samme vej. Men Wilder er i det store hele stadig ukendt i USA.

»Jeg tror absolut, at han har potentialet til at blive den anerkendte verdensmester. Han er ung, han er hårdtslående, han er stor, og han tager sin sport seriøst og er disciplineret,« siger bokseeksperten Brin-Jonathan Butler, der bor i netop New York, og er forfatter til flere bøger om sporten.

Lige nu regnes briten Tyson Fury for at være den bedste sværvægter i verden efter sin sejr over Wladimir Klitschko i november.

Charles Martin er endnu mere ukendt end sin landsmand. Det er kun deciderede boksefans, der er bekendt med hans eksistens. Den 29-årige afroamerikaner fra Los Angeles bokser om den ledige IBF-titel. Han har bokset sine kampe i ubemærkethed og er ikke regnet blandt de 10 bedste i verden. Modstanderen fra Ukraine Vyacheslav Glazkov er svag favorit.

»For de fleste almindelige fans stoppede sporten efter Mike Tyson. Lennox Lewis, der er en af de mest succesfulde sværvægtere nogensinde, kunne ikke fange folks fantasi. Klitschko-brødrene har regeret i den svageste periode siden midten af 80’erne,« siger Brin-Jonathan Butler.

Ingen amerikaner har siden 2006 været regnet som den bedste sværvægter, og konsekvensen har været, at interessen har været minimal for de tunge drenge. Og det er kun ganske få nye talenter, der kommer frem.

»Hvis du er over 1,90 cm høj, vejer over 100 kilo og er forrygende atletisk, så er andre sportsgrene langt bedre, i forhold til at have en lang karriere og beholde de penge du tjener end boksning. Sammenlignet med de fire store amerikanske sportsgrene er boksning i dag blevet marginaliseret,« siger Brin-Jonathan Butler med henvisning til amerikansk fodbold, basketball, baseball og ishockey.

Gennemsnitslønnen i amerikansk fodbold lå på næsten 15 mio. kr. i den forløbne sæson og i basketball lå den på lige over 30 mio. kr. om året. Der er ingen officielle opgørelser i boksning. Men hvor de absolutte superstjerner som Floyd Mayweather Jr. og Manny Pacquiao, der i 2015 tjente henholdsvis omkring 2,0 og 1,1 mia. kr., så tjener den almindelige boksere ofte ikke nok til at leve af sin sport.

Sværvægteren Bryant Jennings stoppede først med sit fuldtidsjob som pedel, da han havde sikret sig en VM-kamp mod Wladimir Klitschko i 2015. Fem år som professionel og en pletfri rekordliste med 19 sejre samt en placering som nummer fem i verden hos The Ring Magazine havde ikke gjort, at han turde sige sit daglige job op. Kampen der sikrede ham et opgør mod Wladimir Klitschko var indtil da hans suverænt bedst betalte kamp. Den fik han officielt 750.000 kr. for.

Men de lønsummer som bliver offentliggjort i boksning er langt større, end det bokserne reelt får. De typiske udgifter er 33 pct. til manageren, 10 pct. til træneren, 2-5 pct. til styrke- og fitnesstræneren. Samlet næsten halvdelen. Bokseren betaler også selv for sin træningslejr, mad, transport og så videre, for alle der deltager. Disse udgifter har en atlet i andre sportsgrene ikke, og i amerikansk fodbold og basketball får manageren typisk omkring 5 pct.

»Vi ser folk få hjerneskader og dø i ringen. Det disse mænd risikerer er utroligt - også rent økonomisk. Så det er grotesk unfair, at de har disse udgifter. Det er derfor, vi ser store, stærke, talentfulde mænd i USA vende sig væk fra sporten. Boksesporten får i dag atleter, der er blevet skadet i andre sportsgrene. Så bruger de boksningen til at fortsætte med at være professionelle sportsfolk. Sådan har det været i i hvert fald 20 år,« forklarer Brin-Jonathan Butler.

Deontay Wilder ville på college og spille basketball eller amerikansk fodbold, men den karriere fik et knæk, da han fik en lille pige. Naieya havde rygmarvsbrok, så planen om at flytte fra Tuscaloosa, Alabama, måtte aflyses. Nu er han WBC-verdensmester i sværvægt, og The Ring Magazine regner ham som nummer fire i verden, selvom hans fysik er atypisk. Han er 201 cm høj og vejer lidt over 100 kilo, hvilket er forholdsvist lidt.

»Når jeg har mødt Deontay Wilder personligt og kigger på hans fysik, så tænker jeg ikke på ham som en bokser, men en basketballspiller,« siger Brin-Jonathan Butler.

Den ukendte Charles Martin med den brutale ghettoudstråling ligner mere en moderne sværvægter. 196 cm høj og en vægt, der ligger mellem 110 og 115 kilo.

Men selvom begge amerikanere skulle vinde, så vil ingen af dem ryste verden, som Muhammad Ali gjorde. Deres sejre vil kun være en lille skridt i kampen for at gøre sværvægtstronen til den mest eftertragtede i sportens verden.

BRANCHENYT
Læs også