Nye artikler
0

Aarhus-institution takker af på toppen

Køkkenet flirter med både nynordisk renhed, asiatisk tankegods og 1990’ernes fusionskøkken, men grundtonen er fransk, og Miró har styr på såvel klassisk æstetik som de nyeste teknikker. Restauranten lukker til sommer efter 25 år i toppen af aarhusiansk gastronomi, og du bør unde dig selv et besøg, mener White Guide. Ikke mindst for at opleve værtsskabet, som er åbenhjertigt og engageret som sjældent set.

Sjældent har vi mødt så åbenhjertigt og engageret et værtskab som på Miró. Det er en oplevelse i sig selv at lade sig føre af den ydmyge maître d'hôtel Toni Leichtle og hans kompetente team, som på 26. år tager imod hver en gæst med sjældent nærvær. Det kunne mange lære af.

Toni er vingal, hvorfor den store 7-retters af princip er afstemt vinmenuen, og det gøres med overbevisende præcision. Men det betyder ikke, at køkkenet er sekunda.

Her er der styr på nyeste teknikker og klassisk æstetik, og alt svinger i en distinkt elegant, underspillet stil. Grundtonen er fransk, som vi ser det i retten med pandestegt foie gras med sprængt, braisseret svinekæbe, intens trøffelsauce og friskrevet trøffel.

Puré på hasselnød giver peanutbutteragtig astringens og tekstur. Tørrede vindruer leverer definition i form af liflige syrestik, der i samspil med kølig mineralsk mencía fra spanske Vía Arxéntea puffer til fedmen og smelter sammen med leverens dybe karamelliserede jernsmag. Mesterlig symbiose.

Miró flirter også med asiatisk tankegods og 1990'ernes fusionskøkken. Tag den letgrillede tun lagt på en sirup lavet på bl.a. fermenterede grøntsager og tilført elegant syrlighed fra yuzucreme, syltet agurk og radisse og fin sødme fra fermenterede hvidløg. Retten er med spæd orientalsk stringens og nynordisk renhed i smagene repræsentativ for de bittesmå komplekse serveringer, som køkkenet lykkes så godt med.

Du må endelig ikke forcere på Miró. Så overser du det store billede i de mange detaljer. På Miró skal du smage efter. Nogle gange lidt for meget, men det virker som et bevidst valg, og respekt for det.

Drønærgerligt er det, at Toni Leichtle har valgt at lukke Miro i juli 2016, for stedet er i topform. Spis der, mens du kan.

Denne artikel er leveret af White Guide

Seneste udgave af White Guide kan købes her

Miró

Marstrandsgade 2, 8000 Aarhus C, restaurant-miro.dk

Priser: Menu: 398- 698 kr.

BRANCHENYT
Læs også