0

Passion, personlighed, Pasfall

Opskriften på en sikker gastronomisk oplevelse i Odense finder man i Brandt Passage, hvor Thomas Pasfalls restaurant i eget navn leverer præcist håndværk og professionelt nærvær, mener White Guide.

Opskriften på en sikker gastronomisk oplevelse i Odense er fuldendt på Restaurant Pasfall. Foto: PR

I Odenses kulturelle midtpunkt, Brandts Passage, ligger Restaurant Pasfall og byder sig til med store vinduer fra gulv til loft og et åbent køkken med udsigt til kokke, komfur og karisma. Thomas Pasfall er både til stede og nærværende i køkkenet og på gulvet, og det mærkes tydeligt på både personlighed og tallerken, at han har været i gamet på topniveau i mange år.

Restauranten er afslappet og uformel, men alligevel korrekt og tilpas tjekket på den der udefinerbare måde, som kun opstår, når alt personale kan sit kram til fingerspidserne.

Tilberedningerne er præcise og smagene intense. En letsaltet torsk serveres med torskerogn, stegt hårdt på ydersiden og flot rosa i midten. Sprød og blød på samme tid og med en mayonnaise smagt til med citron, der bidrager med fedme og syre, mens ristede hasselnødder bringer brændt sødme til retten. Et glas chablis fra Billaud-Simon akkompagnerer på tjenerens anbefaling både torsk og næste ret med kammuslinger perfekt.

Kammuslingerne serveres i rigelige mængder med diskrete røgtoner fra en puré af røget kartoffel. Mere kartoffel som både chips og syltet med safran tilføjer syre og farve og hiver kammuslingerne op i på et højere niveau.

Er du til foie gras og smagsmættede hovedretter med spejlblank klistret demi glace, er Pasfall mesteren, selvom kødretterne tenderer klassisk kedsommelighed.

Der er klart mere spræl og karakter på forretterne. Pasfall kan sit håndværk, og du bliver betjent med professionel personlighed og vidende vinekspertise. Vinkortet er stort, klassisk funderet og værd at gå på opdagelse i, og der er altid gode åbne flasker, som tilbydes glasvis.

Læg dertil et bredt og interessant frokostkort, og opskriften på en sikker gastronomisk oplevelse i Odense er fuldendt.

Denne artikel er leveret af White Guide

Seneste udgave af White Guide kan købes her

Restaurant Pasfall

Brandts Passage 31, 5000 Odense C, thomaspasfall.dk

Priser: Forretter: 155- 175 kr. Hovedretter: 165- 325 kr. Desserter: 135-155 kr. Menuer: 455-725 kr.

BRANCHENYT
Læs også