0

Legelysten lokaldarling overbeviser på maden men ikke betjeningen

Betjeningen på Vesterbros nye lokalrestaurant, Værksted 1751, overbeviser ikke White Guide. Det gør til gengæld køkkenet, som leverer skarp mad af gode råvarer til rimelige priser.

Foto: Wilfred Gachau

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans 40 dage

Ungt blod har overtaget det hedengangne Kamels Spisehus på Vesterbro i København. Alt er revet ud og bygget op fra bunden, så interiøret ved vores besøg står så friskt, at harpiks stadig løber fra de rå træborde.

Nytænkt er konceptet ikke. Værkstedet melder sig ind i en strømning, hvor valg af restaurantnavn, enkel indretning i naturlige materialer, pudsige vine uden svovl, haikumenuer og erklæringen om ikke at følge en gastronomisk retning alle er naturlige dele af konceptet. Alligevel træder et bemærkelsesværdigt eget dna i karakter i alle otte retter på den faste menu, som deles op med fire indledende snacks og fire lidt større retter.

Tjenerstaben synes ikke at kunne blive enige om, hvad de serverer, men forsøger bravt at kompensere for den ringe indsigt med røverhistorier og kække replikker. Heldigvis er køkkenet mere overbevisende. Snacksene byder på kødfulde mineralske bretagneøsters med citron og et pivfrækt stykke syltet endive med dildemulsion, hvis krydring af korianderfrø løfter smagen fra bittert til floralt. Simpelt med gode råvarer i centrum synes at være mantraet, som Værksted 1751 efterlever til UG.

En tyk skive saltbagt selleri udgør næsten en hovedret alene med umami og smagsintensitet fra tilberedningen og en fed morkelcreme og svampeboullion. Den hårdt ristede karryblanding vadouvan giver knas og smagskompleksitet, også hjulpet i mål af en syrlig og frisk chenin blanc.

Også en ret med skærising imponerer. Fisken er modigt serveret på ben, som minder os om det delikat tilberedte køds oprindelse, og smagsoplevelsen bliver ny og dyb med tørret romanesco revet over letdampet skriggrønt savojkål.

Og således overstråles betjeningens uperfektheder af maden, vinen og stemningen i den lille restaurant, hvor du på en weekendaften kan sidde og kigge ud på gadens festaber, som vrimler ud fra de nærliggende beværtninger.

Denne artikel er leveret af White Guide. Seneste udgave af White Guide kan købes her

Restaurant Værksted 1751

Sundevedsgade 4, 1751 København V, vaerksted1751.dk

Priser: Retter: 100 kr. Desserter: 75 kr. Menu (8 retter): 400 kr.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også