Gammel Weekend
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Richmond - her gemmer Londons rige og berømte sig

I dag vil mange sige, at magten i England i en vis udstrækning er flyttet til bydelene Richmond og Hampstead, for her bor mange af Englands rigeste og mest indflydelsesrige tv-folk, forfattere, filmstjerner, politikere, erhvervsledere og sportsstjerner. Her er grønt og landligt, og så er her flere glimrende hoteller og spisesteder.

Meget er bekosteligt i Richmond. De rekreative områder langs Themsen er gratis for alle. Foto: Kristoffer Flakstad

Richmond har status som de rige og berømtes bydel. Musikerne Mick Jagger og Pete Townsend og skuespillerinden Keira Knightley er blot et lille udpluk af kendisser, der har gjort Richmond til deres hjemby. Det mondæne islæt stammer helt tilbage fra den tid, hvor der lå et kongeligt slot her. Senere voksede byen, og i 1800-tallet slog mange velhavere sig ned herude, hvor luften var frisk og Londons midte inden for rækkevidde.

Rent administrativt er Richmond en del af grevskabet Surrey og altså ikke en del af Stor-London, men fordi tuben kører herud regner de fleste nu alligevel den dyre forstad for en del af hovedstaden.

Richmond har aldrig kastet landsby-looket helt af sig. Her er grønt og landligt flere steder. Her er gode, lokale pubber og små sidegader, men Richmond har også pulserende strøg med masser af gode butikker og spisesteder. På og omkring livsnerverne The Quadrant og George Street ligger mondæne designforretninger tæt.

Når der skal spises og drikkes, søger mange til Hill Street og Petersham Road eller ned til Themsens bred, hvor også nogle af de dyreste ejendomme spejler sig i flodens sløve vand med en - for de flestes vedkommende - ubetalelig udsigt til følge. Her langs promenaden finder man flere caféer og spisesteder, hvor man kan sidde og følge tidevandets kommen og gåen og iagttage de velsituerede Richmond-borgere lufte hunden eller tage en løbetur.

Bingham Hotel og Restaurant

Stor-Londons måske bedste og mest romantiske boutique-hotel er stærkt vanedannende. Her er ingen prangende lobby eller store sale og heller ikke en meterlang receptionsdisk. Det er den diskrete, jordnære luksus, der er i højsædet på The Bingham.

Indrettet i en tidligere herskabsbolig direkte ned til Themsen har det udsøgte hotel de perfekte rammer. Et venligt personale får mange gæster til at føle sig hjemme her på kort tid. Stilen er lys og varm. Værelserne er rummelige og flot indrettet – og en del af dem har udsigt til Themsen. Der er naturligvis jacuzzi i badekarret.

Binghams trumfkort er hotellets restaurant, der i flere år havde en Michelin-stjerne, som man arbejder på at få tilbage. På sommerdage er der servering både i spisestuen og ude på terrassen med frit kig til hotellets have og Themsens stilfærdige trafik. Man kan spise frokost her for under 300 kr. Køkkenet er en smuk fusion mellem klassisk fransk og italiensk og mere nordiske toner. Der er færre tjenere end på andre top-restauranter, til gengæld er de yderst opmærksomme og imødekommende.

Gå ikke glip af en cocktail i Binghams behagelige og højloftede bar med dygtige folk bag disken.

Bingham. 61-63 Petersham Road, www.thebingham.co.uk.

Petersham Nurseries

Violette dahliaer og dybrøde roser står i flotte og lidt tilfældige opsatser blandt lyserøde pelargonier i terrakottakrukker. Længere væk pryder haveskulpturer og antikke svenske møbler med moderigtig patina omgivelserne. Der er et strejf af udsøgt ekstravagance over havecentret omme bag godset Petersham.

En del af kunderne har selvsagt egen have – og folk, der har egen have i London, har også pengepungen i orden. Alligevel er intet poleret her. Petersham Nurseries signalerer old money, og det hele må gerne fremstå rustikt og casual både udenfor og inde i de opvarmede drivhuse. Samme afslappede koncept er gennemført i havecentrets café. Mange spiser frokost her, andre nøjes med en dejlig kop te og et eller flere stykker hjemmebagt kage fra den lækre afternoon teabuffet.

Petersham Nurseries. Church Lane (ved Petersham Road). www.petershamnurseries.com.

Richmond Park

Richmond Park er Londons største grønne område – større end selv den mægtige Hyde Park. Engang var det kongernes jagtmarker, og inde mellem alt det grønne gemmer sig da også slottet White Lodge, der har været beboet af mindre betydningsfulde medlemmer af kongehuset til op i 1900-tallet.

Parken kan minde lidt om Dyrehaven nord for København – her lever hjorte og andre vilde dyr, og der er både tæt skov og åbne landskaber. Terrænet er kuperet, hvilket både udnyttes af motionister, der skal forbrænde ekstra kalorier, og folk, der nyder den smukke udsigt over Richmond ved Themsens bred.

Mange lægger vejen forbi Pembroke Lodge – et tidligere herskabshjem i parken, der nu er et udsøgt te-sted. Kommer man her sidst på ugen, kan man være heldig også at få et glimt af damer med hatte og mænd i morning suit. Det er nemlig også et yderst poulært sted at holde bryllup.

Richmond Park, indgang ved bl.a. Petersham Road. www.pembroke-lodge.co.uk.

The Dysart Petersham
The Dysart var i mange år en pub, men i efteråret 2014 tog nye folk over og skabte et spisested, der oser af let, landlig charme, her hvor enge med græssende køer breder sig ved baghaven, og den store, kuperede Richmond Park rejser sig ved restaurantens forhave. Der indgår mange grøntsager i menuerne, og man kan med fordel spise en næsten uforskammet billig gourmetfrokost her. Der er også åbent til aften.

The Dysart Petersham, Petersham Rd 135. www.thedysartpetersham.co.uk.

Kristoffer Flakstad er medforfatter til Turen går til England & Wales

BRANCHENYT
Læs også