Gammel Weekend
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

24 timer i Lyon

Paris er den by i Europa, som har flest Michelin-stjernerestauranter, men mange gallere betragter Lyon som Frankrigs egentlige gastronomiske centrum. Også på flere andre fronter er der noget at komme efter i Frankrigs tredjestørste by, der ligger små to timer fra Paris med højhastighedstoget TGV.

Murmalerierne i Lyon er byens stolthed. De er meget livagtige og ofte med humoristisk kant. Foto: Martin Thomas

Spørger man en fra Lyon, hvad Frankrigs næststørste by hedder, lyder svaret: Lyon. Spørger man en fra Marseille om det samme, lyder svaret: Marseille. Lyonnais’en regner med Grand Lyon, der omfatter alle 55 omegnskommuner med i alt 1,2 mio. indbyggere. Marseillais’en regner bare med Marseille by med godt 800.000 indbyggere. I selve Lyon by bor 450.000 Lyonnais.

Byen er delt af floderne Rhône og Saône med den gamle by vest for Saône (højre bred), halvøen mellem de to floder, og den nyere by øst for Rhône (venstre bred). Det naturlige centrum er Place Bellecour på halvøen med turistkontoret og en stor statue af Ludvig 14. Når han også hædres i Lyon, er det fordi han var en endog særdeles god kunde i silkeindustrien, som byen levede af på hans tid (1638-1715).

Siden hen er byen blev kendt for sin mad, der må siges at være en væsentlig attraktion. Verdenskendte kokke som Michel Roux, Antonin Bonnet og Clause Bosi har tjent deres lærepenge i byen, og en af verdens største nulevende kogekunstnere, Daniel Boulud (bosat i New York) har Lyon som fødeby. De virkelige pionerer var dog kvinder. Under navnet mères lyonnaises udnyttede de deres erfaring som kogekoner for Lyons bedre borgerskab og åbnede midt i 1800-tallet spisesteder med god, simpel mad.

Eugénie Brazier, som arbejdede for Lyons borgmester, drev det videre endnu og blev i 1933 den første kvindelige kok med tre Michelin-stjerner. Det var på restaurant La Mère Brazier, en restaurant som bysbarnet Paul Bocuse stod i mesterlære på. I dag lægger Bocuse navn til det uofficielle verdensmesterskab i kokkekunst, Bocuse d'or, som afholdes hvert andet år i Lyon. Bocuse har også lagt navn til byens store madmarked, der afgjort også skal opleves.

Lyon er økonomisk dynamo for hele det omkringliggende område. Nye byområder skyder op, mens centrum gøres mere og mere svært tilgængelig for biler. I stedet kører de elektriske busser rundt, suppleret af bus-færgen, der som en anden rundfartsbåd sejler byens borgere ud til det nye kvarter La Confluence. Det ligger, hvor togene tidligere rangerede rundt og omladede gods til til flodprammene. I dag pruster

godstoget stadig i området, men det er mellem arkitektonisk meget avancerede bolig- og kontorblokke.

I Lyons centrum genfinder silken sin fordums glans, og overalt overraskes øjet af billeder på virkeligheden, der er kunstnerisk suveræne murmalerier, som findes overalt i byen. Hvad der begyndte som nogle kunstneres provokation for at gøre Lyon lidt festligere, er i dag byens varemærke. De mange øjenbedragere bliver passet og plejet og får hele tiden tilført nye elementer, så selv Lyons borgere bliver overrasket.

Kl. 8.00 Gensyn med college
Mod nord i den gamle bydel, og i absolut centrum af Lyon ligger en smuk og statelig bygning. Udvendig klassisk, indvendig med referencer til fortidens klasseværelser og skolebibliotek, et tema, der også går igen i morgenmadsspisesalen, der indtages ved skrivebordspulte. Hotellet råder over 40 værelser, alle holdt i kridhvidt. Og som et stort aktiv for kør-selv-rejsende har det egen parkering. Værelser koster i omegnen 130-175 euro pr. nat.

Collége Hôtel. 5 Pl. Saint-Paul. www.collegehotel.com.

Kl. 9.00 Lyon fra toppen
Spadser efter morgenmaden gennem den gamle by til Fourvière-kvarteret, der ligger omkring kirken La Basilique de Fourvière – en bygnig der kan ses fra alle steder i Lyon. Oppe på bakken ligger det ældste Lyon fra ca. år 50 før Kristi fødsel. Altså meget ældre end den gamle by, der er fra renæssancen, omkring 1500-tallet.

Kirken er dog ny, fra slutningen af 1800-tallet, og må nærmest betegnes som kitsch. Ligesom metaltårnet lige ved siden af, der fungerer som radiostation og ikke kan besøges. Turen op til fods kan gå ad Montée du Chazeaux, der er den korteste og belønner anstrengelserne med at passere gennem en blomsterpark.

Men det er en hård tur, og fra metrostationen Vieux Lyon går en tovbane op. Så kan man jo spadsere ned. Vær opmærksom på der er to tovbaner, hold til højre mod Fourvière. Kirken er gratis at besøge, men adgang til observatoriet koster ca. 2 euro, men så kommer man heller ikke højere op i Lyon. Er benene til det, er det værd at følge Rue Roger Radisson fra kirken og smutte de godt 600 meter til i Rue Pauline Jaricots, hvor boligblokken La Sarra er malet lavere. Nu bor man ikke længere på en etage, men i et hus. Se selv.

Kl. 10.00 Gennem kunstnerkvarteret
Nede igen er det værd at kigge lidt nærmere på kvarteret Saint-Georges, som udgør den sydlige del af den gamle bydel. Her er endnu ikke renoveret så meget, og man får en glimrende fornemmelse af, hvordan byen så ud, inden planlæggerne tog fat. De gamle huse var ren slum. Nu er flere af dem renoveret til HLM (Habitations à Loyer Modéré), der svarer til socialt boligbyggeri i Danmark. Det gælder fx nr. 12 i Rue Saint-Georges. Kvarteret bebos af flere kunstnere, og der er masser af barer fyldt med liv, så vend tilbage snere på aftenen og natten.

Kl. 11.00 Bymuseet og Mester Jakel
Rundt om hjørnet ligger Musée Gadagne, som både er bymuseum og museum for Mester Jakel, hvis oprindelse fortaber sig i det dunkle. Men han blev berømt i kraft af Laurent Mourguet, der var arbejdsløs silkearbejder i Lyon. For at tjene lidt spillede han Mester Jakel-teater rundt om i byen. Han var konstant på flugt fra politiet, fordi hans tekster var for samfundskritiske – til gengæld kan vi takke politiet for, at vi har teksterne i dag, for kun de beslaglagte eksisterer endnu. Her er en meget fin samling af Mester Jakel-dukker.

Musée GadagnePl. du Petit College. www.gadagne.musees.lyon.fr.

Kl. 12.00 Indkøb og frokost på markedet
Byggeriet ser lidt trist ud udefra. Det er fra 1970’erne, men i 2006 skiftede hallerne navn til Paul Bocuse-Hallerne, og i den forbindelse forsøgte bystyret at peppe 70’er-byggeriet op med en glasfacade. Det er så afgjort, at indendørsmarkedet har sine kvaliteter. Ca. 60 boder præsenterer og sælger de ypperste råvarer, enten rå eller forarbejdede. Her er fyldt med små spisesteder, der ikke har langt til indkøbene. Stemningen er afslappet og uformel, og priserne moderate.

Til gengæld er fristelserne voldsomme. Der er åbent alle dage undtagen mandag. søndag, tirsdag og onsdag fra kl. 9-13. Torsdag-lørdag kl. 9-19. Er man sulten efter mere, der smager af Bocuse, kan man frekventere hans trestjernede restaurant L'Auberge du Pont de Collonges udenfor byen eller et af Bocuses brasserier i selve Lyon.

Les Halles Bocuse, 102 Cours Lafayette. www.halles-de-lyon-paulbocuse.com.

Kl. 14.00 Det nye Lyon
Gå efter frokost på opdagelse i Lyons nyeste bydel, Lyon Confluence, der ligger på halvøens sydspids. Vaporetto, en lille færge sejler derned på Saône-floden, fra Quai Tilsit tæt på Place Bellecour. Eller man kan tage sporvogn T1 eller en bus fra centrum. Området er Lyons svar på Ørestaden i København med en række interessante nye boligbyggerier i avanceret arkitektur og mega-butikscenter som modpol.

Flere af Frankrigs største firmaer er ved at etablere sig her, og så småt flytter der beboere ind i de dyre lejligheder med udsigt over floderne. Ind imellem pruster der et larmende godstog forbi som en reminiscens fra dengang, da området var Lyons kommercielle havnekvarter. For at lokke andre end de nye lejere ned til halvøens sydspids er vartegnet bygget her. Et stort, arkitektonisk meget avanceret museum, Musée des Confluences.

Bygningen er tegnet af det østrigske arkitektkontor Coop Himmelb(l)au, der har tegnet museer over hele verden og beskriver det som en symbiose af krystaller og skyer, af det mineralske og det luftige. Det råder over en blandet samling på 2,2 mio. genstande, der skal udstilles fortløbende under en fælles overskrift om at pirre nysgerrigheden. Det er ting som samuraisværd, meteorstumper, kolibrier, dinosaurusskeletter, fossiler og en sibirisk tiger. Det er planen, at der hvert år skal arrangeres en ny temaudstilling.

Musée des Confluences. www.museedesconfluences.fr.

Kl. 16.00 Hjemme hos silkearbejderne
Tag fra syd til nord på halvøen og læg vejen forbi Croix-Rousse, som er det gamle silkearbejderkvarter, hævet over resten af halvøen. Området er i dag under renovering, og nye, hippe tilflyttere strømmer til. I dag er Lyon stolt af sine canut’er, som silkearbejderne blev kaldt.

Men sådan har det ikke altid været. Under Ludvig 14. (1638-1715) havde Lyon omkring 120.000 indbyggere, hvoraf ca. halvdelen var beskæftiget i silkeindustrien. Mændene på fabrikkerne, kvinder og børn som hjemmearbejdere.

Mellem 1725 og helt op til 1960 var Lyon den vestlige verdens største silkeproducent, fordi kortene, der bestemmer mønstrene i den automatiske silkevævemaskine, er opfundet af en lyonnais, og fordi arbejdsstyrken havde lang tradition for at arbejde med silke. Men fabrikanterne var grådige, så selv om canut’erne arbejdede mellem 15 og 18 timer i døgnet, kunne de ikke forsørge en familie, og i 1831 brød oprøret ud.

Omkring 40.000 silkearbejdere marcherede mod rådhuset og forlangte politisk indgriben for at få mere i løn. Det stærkt katolske byråd var overrasket og fortørnet og så sig nødsaget til at dekretere, at lønningerne skulle sættes lidt op. Tilsyneladende en sejr, men canut’erne blev stigmatiseret som ballademagere, revolutionære, pøbel, og hvad bourgeoisiet ellers kunne finde på at kalde dem. Efter 1960 døde silkeindustrien ud i Lyon, og canut blev nærmest et skældord.


I et forsøg på at bevare historien, indrettede en gruppe private et tidligere silke-kooperativ til museum, men i 2003 gik de fallit med stor gæld. Da havde tiden dog ændret sig til canut’ernes fordel, og kommunen gik ind med penge til at bevare udstyret og bygningerne.

Efter at have været lukket i en årrække, er centeret nu genåbnet med udstilling og butik. I 2014 husede Lyon en stor silkemesse med 14.000 besøgende, så de gamle canut’er er for alvor ved at blive rehabiliteret. Endnu mere end de blev med silkearbejdernes mur, der er Lyons største murmaleri på Boulevard des Canuts. Selv om silkeindustrien ikke længere er Lyons vartegn, er der stadig et værksted tilbage, Soirie Vivante, som åbner dørene for besøgende. Her demonstrerer de, hvorledes trådene bliver samlet til silke, og der er mulighed for at købe.

Maison de Canuts. 10-12 Rue d’Ivry.

Soirie Vivante. 21 Rue Richan. www.soierie-vivante.asso.fr

Kl. 18.00 Drinks og isenkram i Rue Mercière
Gå en tur og smut omkring Rue Mercière. Gaden har altid været en glædens gade. Tidligere var det de frække damer, der glædede mændene, nu er gaden tæt pakket med gode restauranter og barer, der glæder os alle. Snup et glas vin inden turen går videre til Passage de L’Argue, hvor man finder en meget stor koncentration af spændende specialbutikker. Her er noget for alle kvalitetsbevidste. Avanceret køkkenudstyr, eksklusiv barbering, fancy hovedbeklædning, uortodokse rygeartikler og meget mere. Passage de L’Argue: forbinder Rue de Brest med Rue de la République.

Kl. 20.00 I gourmandernes paradis
Indtag aftensmaden på Café des Fédérations, en kort gåtur væk. Først kommer der en lille appetitvækker. Derefter følger en salade lyonnaise med bacontern, brødcroutoner og pocherede æg. Det supplerer de tørrede pølseskiver og husets paté, der kan være med svampe eller vildsvin. Og da det er Lyon, er der naturligvis en pæn skål linser til.

Så følger hovedretten, hvor den venlige betjening giver valget mellem gederuller, kallun (tripes), blodpølse, sylte, eller en gryderet som fx daube. Ser gæsten helt mærkelig ud, foreslår hun kylling med lav røst. Så er det tid til osten: på brættet ligger ca. seks stykker, og når de er smagt, er det tid til desserten, som kan være en baba au rhum, hvor romflasken kommer med ind. Selv den største gourmand vil være mæt nu, og når regningen kommer, vil smilet ingen ende tage.

Café des Fédérations er en institution inden for Lyons bouchon’er. Lokal, hjemmelavet mad i rigelige portioner og til humane priser. Restauranten står i alle guidebøger, men frekventeres i lige så høj grad af de lokale. Menu ca. 30 euro. En god afslutning på dagen i Lyon

Café des Fédérations. 8 Rue du Major-Martin. www.restaurant-cafedesfederationslyon.com.

Frederik Crone er forfatter til Turen går til Midtfrankrig

BRANCHENYT
Læs også