Gammel Weekend
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Força Barça, Força Catalunya

Da FC Barcelona for nogle uger siden genvandt det spanske fodboldmesterskab, var det også en fjer i hatten på selvstændighedsbevægelsen i Catalonien. Fodboldklubben er en væsentlig spiller, når det gælder den nationale selvforståelse og kampen for uafhængighed.

Patriotismen er generelt stor i Barcelona. Cirka halvdelen af catalanerne går ind for løsrivelse fra Spanien. Foto: Martin Thomas

Man kan næsten høre en knappenål falde til jorden på den menneskefyldte Plaça Sant Jaume i sekunderne inden den 11-årige pige stiger til vejrs i det otte mand høje mennesketårn. Vild jubel bryder løs, da hun når toppen og i perfekt balance strækker armen som hilsen til mængden. Castellers, som disse mennesketårne hedder, er en catalansk tradition fra 1700-tallet.

Oprindeligt var de del af en folkedans kaldet Ball de Valencians, hvor deltagerne sluttede af med at bygge mindre menneskepyramider. Konkurrencen mellem dansegrupperne om at bygge de højeste mennesketårne blev siden en kunstart.

I dag er catalanerne stadig optaget af store byggerier og bedrifter, der skal bevise, at de er noget særligt. I 1992 fik de OL til Barcelona og stjal således for en stund billedet fra Madrid.

Intet er større for catalanerne, end når deres forgudede fodboldhold, Barça, tæver arvefjenden Real Madrid og løber med det spanske fodboldmesterskab, som det er sket i 2013, 2015 og senest i 2016, da Luis Suarez med et hattrick bombede holdet til triumf. At det catalanske storhold tilmed

i 2009 vandt El triplete – altså både det spanske mesterskab, den spanske pokalturnering og Champions League er en bedrift, ingen anden spansk klub har gjort dem efter.

Kamp for øget selvstyre

Cataloniens nuværende selvstyreordning blev vedtaget i det spanske parlament i 2006 med et spinkelt flertal. Ordningen er kontroversiel, bl.a. fordi Catalonien i højere grad end andre spanske regioner har råderet over skatter indkrævet i eget lokalområde. Desuden har det regionale retsvæsen fået flere kompetencer, ligesom Catalonien for første gang i 300 år kan smykke sig med titlen nation.

Højrefløjen er dog fortsat indædt modstander af alt, hvad der smager af selvstyre til det nordøstspanske område. På den modsatte fløj stiler nationalistiske kræfter i Catalonien, der udgør langt over halvdelen af regionens vælgere, mod ikke bare øget selvstyre, men absolut løsrivelse fra Spanien.

Efter lokalvalget i 2015 er det klart, at tilslutningen til et uafhængigt Catalonien er større end nogensinde blandt områdets vælgere. Alliancen Junts pel sí (Sammen om ja) vandt 62 af 135 pladser i det catalanske parlament. Når man hertil lægger 11 pladser fra alliancen Catalunya Sí que es Pot (Catalonien, ja vi kan) og det venstreorientede og nationalistiske parti CUP’s 10 pladser, tegner der sig et solidt flertal for løsrivelse fra Spanien.

Som en del af uafhængighedsprojektet udnævnte Cataloniens præsident Carles Puigdemont i 2016 en catalansk udenrigsminister, hvilket har bragt sindene i kog blandt støtterne af Spaniens enhed. Under en debat i 2016 kaldte en repræsentant for højrefløjen Puigdemont for præsident for at fiktivt land, mens den catalanske leder til gengæld erklærede, at Catalonien senest i 2018 vil være en selvstændig nation.

Puigdemont taler naturligvis kun på catalansk, hvorfor hans udtalelser skal oversættes af tolk, når han optræder i rigsspanske forsamlinger. Den kontroversielle udnævnelse af en catalansk udenrigsminister skal netop have til formål at tale for det catalanske løsrivelsesprojekt i EU, som på nuværende tidspunkt ikke synes rede til at ville anerkende Catalonien som suveræn nation.

Sabelraslen og boykot

Den spanske højrefløj har tordnet mod det øgede selvstyre, som den anser for begyndelsen til enden på det spanske rigsfællesskab. Så højt gik bølgerne, at general Mena Aguado i 2006 truede med at invadere Catalonien i forsvaret for spanske interesser. Han blev straks fyret, men andre grupper organiserer boykot af catalanske varer.

Catalansk cava gik en overgang seks procent ned i national omsætning pga. en boykot iværksat i protest mod det catalanske separatistparti ERC og dets krav om øget catalansk selvstyre. I frustration over Madrids nej til at anerkende catalanske landshold i sport, udtalte partiets daværende leder Carod Rovira, at så ville Catalonien heller ikke støtte Madrids mulige kandidatur til OL i 2012. Det gjorde ham upopulær over det meste af Spanien.

Parla català?

I selvstyreordningen står, at catalanerne bør kende catalansk – men der må ikke diskrimineres mod dem, der taler spansk. Den balancegang er ofte genstand for konflikter.

Er det fx diskrimination, når børn fra spansktalende familier kun tilbydes undervisning på catalansk i folkeskolen? Det mener enkelte forældre, der kører retssager mod regeringen for at forsømme undervisning på spansk.

Sandt er det, at catalansk har vundet fornyet udbredelse siden diktaturet, hvor det var totalt forbudt. Catalansk er i dag altdominerende, ikke bare på gade- og butiksskilte, men også på offentlige kontorer og i al undervisning fra børnehaver til universiteter.

Uanset om man kommer fra Andalusien eller Afghanistan, skal man være flydende på català, hvis man vil være skolelærer, politibetjent eller ansat andre steder i det offentlige. “Unfair”, mener nogle af de ca. 35% af befolkningen, der ikke taler sproget. “Helt rimeligt, for vi er i Catalonien. Kan de ikke lide sproget, kan de bare rejse”, mener andre.

Også fodboldklubben FC Barcelona bakker op om Cataloniens selvstyre og udbredelsen af det catalanske sprog. Barça deltager i en politisk platform, der lobbyer for øget selvstyre til regionen. Klubben sender også udenlandske spillere som belgiske Thomas Vermaelen og argentinske Lionel Messi på skolebænken for at lære catalansk.

Barça blev grundlagt i 1899 og var fra begyndelsen synonym med catalansk nationalisme. Under Francos diktatur var klubbens stadion et af de få steder, hvor man kunne lufte politiske slagord og svinge med det forbudte nationalflag. Så længe Barça sender spillere på banen, vil klubben fortsat være et vigtigt instrument til at catalanisere tilflyttere og skabe sympati for Cataloniens regionalpolitiske ambitioner.

Læs også