Weekend
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Svante er ikke det værste, man har

Underfundigt drillende og poetisk indtagende teaterudgave af ”Svantes viser”.

Anders W. Berthelsen som den ensomme forfatter midt mellem telegrafpæle og rødt stritgræs, alias Nørrebro Teaters Folkekor. Foto: Ulrich Jantzen

Egentlig er ”Svantes viser” fra 1972 jo en slags miniroman med indlagte sange. Om en forfatter, alias Benny Andersen selv, splittet i et tvivlende fortællerjeg, og så Svante Svendsen – eksilsvenskeren med den sørgmuntre lyrikeråre, kærligheden til Nina og til de våde varer.

Det er denne muntre leg med fiktion og forfatterrolle, instruktøren Niclas Bendixens dramatisering sætter så formidabelt på scenen. I et sublimt syret-poetisk, gråtonet Danmarks-rum med skæve telegrafpæle, ranke birkestammer og meddigtende folkekor, med vuggende duer eller fuglehuse på huen og rødt stritgræs i skoen, foldes historien ud. Anders W. Berthelsen spiller både forfatter og Svante, Lise Baastrup både fortæller og Nina – med Berthelsen som den let forknytte underhund, og Baastrup brusende over scenen med det sceniske nærvær og den revyagtige urkraft, der er helt hendes egen. De klæder i den grad hinanden, ganske som Danmarks p.t. mest originale unge scenograf Julian Toldam Juhlins på samme tid vilde og delikate scenebilleder og Niclas Bendixens underfundigt drillende, kontrastfyldte og kropsmeddigtende iscenesættelse gør det. Det hele aldeles tro mod Benny Andersens oprindelige digterord i både sind og spillestil...

BRANCHENYT
Læs også