Weekend
0

Sygt slingrende Metallica

Royal Arena fik sine første skrammer i mødet med sygdomsramte Metallica, der fulgte princippet ”the show must go on”.

Sygdoms-hæmmede amerikansk/danske Metallica blev i den nye Royal Arena båret igennem af sej arbejdsmoral og et toployalt publikum. Her trommeslager Lars Ulrich. Foto: Tobias Nicolai

Koncert

Metallica, Royal Arena, København

fredag

Når Metallica gæster sit andet hjemland, Danmark, er der ikke bare tale om en koncert. Det er en begivenhed, og de robuste metal-legender sørger for, at alt fra fans til flokdyr har masser at mindes og tale om indtil næste besøg.

I 1996 i Forum endte det f.eks. med et vildt illusionsnummer, hvor sceneudstyret kollapsede. Metallica har også to gange holdt spektakulær sort messe i Horsens med det gamle fængsel som dyster kulisse.

En offday

Fredag blev endnu en mindeværdig dansk Metallica-stund – men langt fra kun for det gode. Sanger James Hetfield klagede tidligt i koncerten over, at bandet var sygdomsramt, og på et tidspunkt tog han en længere palaver med sin primære makker, den danske trommeslager Lars Ulrich. Hetfield meddelte publikum, at han havde det skidt med at spille, når han var sløj og stemmen svigtede. Han lod publikum afgøre, hvorvidt bandet skulle fortsætte, og der var næppe tale om krukkeri. Publikum forlangte mere med et brøl, og så fortsatte koncerten, som med monumentale kragetæer udfyldte de indledende blanke sider i Royal Arenas historiebog.

Det var den første af fire planlagte – og udsolgte – Metallica-koncerter i de rock-royale rammer, og det blev delvis en løfterig ilddåb for den nye arena. Med over 15.000 gæster på plads har spillestedet netop en kapacitet, som arrangører og billetkøbere har savnet i hovedstaden i årevis.

Forums nye rival

Adgangsforholdene i Ørestad med metro og p-pladser er gode, og selve arenaen er æstetisk og funktionel i sin enkelthed og overskuelighed. Parken og Forum har i den grad fået en velskabt rival.

Akustikken må også kunne tæmmes bedre end det skete fredag, hvor Hetfields vokal nærmest fuldstændig forsvandt i en voldsom og mudret lyd. Det kunne selvfølgelig være et bevidst valg, eftersom hans stemme virkelig var reduceret til halv tordenkraft, men uanset var det en humør-fordærver. Flere numre haltede også, og den ellers fremragende ”One” om et stakkels krigsoffer, lød selv slemt kvæstet. Der var også pivfalske elementer i bl.a. ”Fade to Black”.

Ikke prangende

Men Metallica gjorde sit bedste for at give det nye spillested sine første skrammer med gamle klassikere om død, destruktion og menneskeskabt djævelskab. Publikum fik en nitroglycerin-aftapning af ”Master of Puppets”, der handler om narkoens slavehær, og det er en sang, fanbasen også er blevet helt afhængig af. Nummeret gik lige i blodet med snerrende speed-metal af den gamle skole og et kvidrende poetisk mellemspil. Der var også guldalder-gru og næsten nostalgi-nuttet basisheavy i ”Seek & Destroy”, som blev pisket frem af den hjemmebane-hyldede Lars Ulrich. Han var som vanligt supermand-sejt kæmpende – men ikke fejlfri.

Det var karakteristisk for det store premiere-monsterbal i Royal Arena: Musikken var langt fra prangende - til tider endda meget skuffende. Men band og tilhængere støttede hinanden med nærmest rørende loyalitet, og ind imellem dampede stemningen af urkraft-aggression, som var gruppen og lytterne i samlet bevægelse mod en flok primitive orker.

Og så var der fredag virkelig noget om det, da Hetfield i en fin ny sang spyttede følgende linjer: ”We're so fucked/Shit out of luck/Hardwired to self-destruct.”

BRANCHENYT
Læs også