Finans

Landets 1,2 mio. boligejere kan se frem til massive prisfald på boliglån

Bidragssatsen på realkreditlån kan falde til 0,5 pct., hvis Nykredit tillader pensionskasser at købe en luns af selskabet, fastslår to anerkendte finanseksperter.

Nykredits koncernchef Michael Rasmussen og ejeren Forenet Kredits formand, Nina Smith, får råd til at sænke kundenes bidragssatser væsentligt, påpeger to eksperter. Foto: Lars Krabbe Foto: Lars Krabbe

Der er plads til at sænke prisen på realkreditlån med mere end 40 pct., hvis planerne om at sælge en bid af Nykredit til fem pensionskasser gennemføres.

Nye ejere
  • Fem pensionskasser (PFA, PensionDanmark, PKA, AP Pension og MP Pension) køber 16,9 pct. af aktierne i Nykredit for i alt 11,6 mia. kr.
  • En del af aktierne købes af de nuværende mindretalsaktionærer Industriens Fond og Foreningen Østifterne, mens 10,9 pct. købes af den kundeejede Forenet Kredit.
  • Efter handlen vil Forenet Kredit eje 78,9 pct. af Nykredit.
  • Handlen er betinget af, at et flertal i repræsentantskabet i Forenet Kredit på et møde den 23. november accepterer den.

Det er den glædelige nyhed til landets 1,2 mio. boligejere fra de to anerkendte forskere Johannes Raaballe og Anders Grosen fra Aarhus Universitet. De har analyseret konsekvenserne af den model, som Nykredit vil gennemføre, hvor fem pensionskasser køber 16,9 pct. af aktierne for 11,6 mia. kr.

Analysen viser, at Nykredit kan nedsætte låntagernes bidragssats fra det nuværende niveau på i gennemsnit 0,9 pct. til 0,5 pct. Et prisfald på 44 pct. Det efterlader en høj nok indtjening i Nykredit til at sikre pensionskasserne et afkast på knap 6,5 pct. af deres investering, hvilket er godt set i forhold til risikoen, påpeger de to eksperter.

»Der kan alt i alt skabes et godt resultat for både Nykredits låntagere og pensionskonsortiets nuværende og kommende pensionister,« siger Johannes Raaballe, lektor på Aarhus Universitet.

De andre realkreditinstitutter er nødt til at følge med ned i pris - ellers ryger de på sigt ud af realkreditmarkedet.

Johannes Raaballe, lektor på Aarhus Universitet.

Analysen vækker glæde i det kundeejede Forenet Kredit, der er Nykredits absolutte hovedejer.

»Vi er enige i, at dette er en superstærk løsning. Ved at få denne stærke gruppe af pensionskasser med om bord får vi et kapitalberedskab, som betyder, at vi skal holde mindre kapital. Det giver Nykredit væsentligt lavere produktionsomkostninger,« siger Louise Mogensen, direktør i Forenet Kredit, som har været en af de bærende kræfter i at forhandle en løsning på plads med pensionskasserne.

Ifølge de to forskere er der udsigt til så markante prisfald for Nykredits kunder - som også omfatter landmænd, andelsboligforeninger og erhvervskunder - at konkurrenterne, Realkredit Danmark, BRFkredit og Nordea Kredit, bliver nødt til at følge trop. Dermed er der udsigt til prisfald på realkreditlån for alle låntagere.

»De andre realkreditinstitutter er nødt til at følge med ned i pris - ellers ryger de på sigt ud af realkreditmarkedet,« siger Johannes Raaballe.

Nordea Kredit og BRFkredit ønsker ikke at forholde sig til, hvad en konkurrent gør eller ikke gør i fremtiden, men nøjes med at forholde sig til konkurrencen i dag.

»Det, vi ved om det nuværende niveau for Nykredits kundekroner, giver vel selskabets kunder en besparelse på 30 til 40 kr. om måneden. Det er altså ikke mange kopper kaffe, så vi tager det med ro og hæfter os ved, at vi netop har fjernet en lang række gebyrer for næsten 10.000 kr., som kunderne møder i andre realkreditselskaber,« siger Peter Smith, chef for Nordea Kredit.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Realkredit Danmark.

BRANCHENYT
Læs også