Finans
0

Nye kapitalkrav gør Nykredit til sejrherre - storbankerne taber

De nye kapitalkrav fra Basel kan sende en milliardregning til Danske Bank, vurderer bankens egen aktieanalyseafdeling, mens Nykredit er endt som vinderen.

Koncernchef Michael Rasmussen har været under hårdt pres de seneste år grundet de nye kapitalkrav, men nu er han endt som vinderen ifølge Danske Bank. Foto: Mik Eskestad.

Højst overraskende giver de nye internationale kapitalkrav, som blev meldt ud torsdag eftermiddag, størst hovedpine for storbankerne Danske Bank, Jyske Bank og Nordea, mens Nykredit ikke har noget at frygte.

Det konkluderer Danske Banks afdeling for aktieanalyse i en ny analyse, som fastslår, at Nykredit lever op til de nye krav, og at det i sig selv giver konkurrenterne problemer.

»De nye Basel-krav stiller Danske Bank, Jyske Bank og Nordea dårligere, fordi det bliver dyrere for dem at producere realkreditlån, mens det bliver svært for dem at sætte priserne op,« siger Asbjørn Mørk, bankanalytiker i Danske Bank Equity Research.

Det tyder på, at priserne falder og i hvert fald ikke stiger, selv om kapitalkravene nu skærpes.

Jesper Rangvid, professor på CBS

Det skyldes, at Nykredit er markedslederen, som ikke behøver at hæve priserne, fordi koncernen har fået styr på sine kapitalforhold med sidste måneds beslutning om at invitere fem pensionskasser ind i ejerkredsen. Det har ændret markedsdynamikken, konstaterer Danske Bank. Når markedslederen ikke hæver priserne, kan konkurrenterne heller ikke.

Rabatter
  • Nykredit har besluttet at returnere 0,15 pct. point af de modtagne bidragssatser til kunderne via en model kaldet kundekroner.
  • Med tiden kan tilbagebetalingen vokse til 0,20 pct. point, vurderer Danske Bank.

I sig selv er det dårligt nyt for Nykredits konkurrenter, men det bliver endnu værre. For Nykredit har besluttet at give kunderne rabatter kaldet kundekroner.

Dermed bliver Nykredit så meget billigere, at Danske Bank og Nordea ifølge Danske Banks bankanalytiker bliver nødt til at sænke priserne. Det vil koste Danske Bank mellem 700 mio. kr. og 1,1 mia. kr. i årlige mistede indtægter og Nordea 300-500 mio. kr. årligt. 

Jyske Bank er i dag billigst, og ifølge Danske Bank betyder Nykredits nye og styrkede position, at Jyske Bank ikke kan hæve prisen for sine lån, efter at banken med lave priser har brugt de seneste år på at opbygge en stor portefølje af lån.

Jyske Bank er den bank, som er blevet påvirket mest af ændringerne de seneste måneder.

Asbjørn Mørk, bankanalytiker i Danske Bank Equity Research

»Jyske Bank er den bank, som er blevet påvirket mest af ændringerne de seneste måneder, fordi banken formentlig havde håbet på, at den på sigt kunne hæve priserne og dermed indtjeningen. Den mulighed er forsvundet,« siger Asbjørn Mørk.

Professor Jesper Rangvid fra CBS, der er ekspert i bankers kapitalforhold, er enig i, at Nykredit nu står stærkt i konkurrencen.

»Nykredit har fået løst sin kapitaludfordring, så koncernen er godt stillet, og det ser ud til, at modellen med kundekroner bliver stærk. Det tvinger konkurrenterne til at følge med ned i pris for ikke at miste for mange kunder. Så det tyder på, at priserne falder og i hvert fald ikke stiger, selv om kapitalkravene nu skærpes,« siger han.

Nordea mener, at selskabet er konkurrencedygtigt, fordi man har fjernet startomkostninger for op til 10.000 kr., mens Nykredit glæder sig over den styrkede position.

»Jeg synes, vi står stærkt, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at stå endnu stærkere i årene, der kommer,« siger Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit.

Jyske Bank har ingen kommentarer.

BRANCHENYT
Læs også