Finans

Storbank advarer: Uventede rentestigninger kan give bølgegang på boligmarkedet

2018 kan byde på uventede rentestigninger for bl.a. de danske boligejere, fordi finansmarkederne undervurderer, hvor meget centralbankerne i USA og i eurozonen vil stramme skruen for at undgå inflation. Det mener bl.a. tre internationale storbanker.

Finansmarkederne har undervurderet, hvor meget renterne skal stige i 2018, mener tre storbanker. Foto: Finn Frandsen

Finansmarkederne vil de kommende måneder blive overrumplet af uventede stramninger fra centralbankerne i USA og eurozonen.

Sådan lyder advarslen fra tre storbanker - tyske Deutsche Bank og amerikanske Goldman Sachs og JPMorgan Chase - før Federal Reserve (Fed) og Den Europæiske Centralbank (ECB) afholder møder i denne uge. Her ventes Fed at hæve sin rente til 1,5 pct. og ECB at komme med nyt om sit opkøbsprogram i obligationsmarkedet.  

»Markedet vil opdage, at det har undervurderet inflationen og skal i den grad til at genoverveje, hvad prisen skal være på aktier og obligationer i 2018. Det kan føre til uro på aktiemarkedet og et hop i renterne også i Danmark,« siger Torsten Sløk, cheføkonom i Deutsche Bank i New York.

I dag regner finansmarkedet ifølge Deutsche Bank med, at Fed hæver renten to gange inden udgangen af næste år. De tre storbanker regner dog med hele fem rentestigninger, fordi inflationen bliver kraftigere end ventet.

Ligeledes regner Torsten Sløk med, at ECB må drosle ned på sit opkøbsprogram, tidligere end mange venter, fordi der er kommet godt skub i den europæiske økonomi.

Økonomer i analysehuset Bloomberg Economics regner med, at de største centralbanker vil købe for 85 pct. færre obligationer hver måned ved udgangen af 2018, end de gør i dag. Det vil ifølge bl.a. ifølge Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, også spille ind på prisen på de danske obligationer. 

Stramningerne kan tvinge den danske 30-årige boligrente op med mere end 1 pct.point i løbet af næste år, vurderer Torsten Sløk. Prognosen er markant anderledes end f.eks. Danske Banks, der kun forventer en stigning på 0,25 pct.point.

Et rentehop af den størrelse kan ifølge Christian Hilligsøe Heinig, nemt spænde ben for boligmarkedet herhjemme.

Det så man i starten af 2015, da markedet også pludselig ændrede mening om inflationen. Den 30-årige danske boligrente steg dengang 1,2 pct. point på få måneder, og boligmarkedet i København gik i stå.

Det samme kan sagtens ske igen; renterne er igen blevet rekordlave, og økonomierne i USA og Europa buldrer derudad. vurderer han.

»Tilbage i 2015 sad vi også allesammen og regnede med, at renterne forblev lave, og så piskede de op. Den risiko er nu tilbage igen,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

BRANCHENYT
Læs også