Finans

Her er listen over de magtfulde danskere, som bankerne skal overvåge for korruption og hvidvask

Finanstilsynet har offentliggjort listen over såkaldt politisk eksponerede personer.

Finanstilsynet har offentliggjort listen over magtfulde danskere, som der skal holdes særligt øje med. Arkivfoto: Lars Krabbe Foto: Lars Krabbe

832 danskere har så magtfulde positioner i samfundet, at landets banker skal overvåge dem for at undgå hvidvask og korruption.

Finanstilsynet har offentliggjort listen over de såkaldt politisk eksponerede personer (pep'ere), som banker, pensionsselskaber, ejendomsmæglere og andre private virksomheder skal holde særligt øje med.

Listen kan ses her:

Der er et EU-direktiv, der fastslår, at der skal holdes særligt øje med borgere i magtfulde stillinger. De danske bankers interesseorganisation, Finans Danmark, har tidligere overfor Finans fastslået, at det ikke er et initiativ, som er groet i de danske bankers have med henvisning til, at der ikke er store problemer med korruption og hvidvask i Danmark.

Overvågning
  • Banker, ejendomsmæglere, pensionsselskaber, forsikringsselskaber, revisorer og andre private virksomheder skal holde øje med de såkalt politisk eksponerede personer.
  • Indsatsen skal sikre, at personerne ikke deltager i korruption og hvidvask.
  • Hvis der er en mistænkelig transaktion på en politisk eksponeret persons bankkonto, har banken pligt til at undersøge den.
  • Er der ingen god forklaring på transaktionen, skal den indberettes til bagmandspolitiets sekretariat for hvidvask.

Finanstilsynet erkender da også, at fokus skal lægges et andet sted.

»Ret beset anser vi ikke de danske pep'ere for at være i voldsom risiko for korruption. Der er ikke der, vi vil lægge trykket. Vi vil mere fokusere på, om bankerne har styr på de udenlandske kunder, der er pep'ere,« siger Stig Nielsen, chef for hvidvaskkontoret i Finanstilsynet.

Udover de 832 pep'ere skal banker og andre virksomheder havde styr på deres familiemedlemmer og samarbejdspartnere. Men Folketinget har besluttet, at de ikke skal med på Finanstilsynets liste, fordi det vil være for vidtgående i forhold til at beskytte deres personoplysninger. Dem må banker og andre virksomheder derfor selv sørge for at have overblikket over. F.eks. ved at købe sig til en liste fra private udbydere af lister med pep'ere.

Læs også