Finans
BREAKING

Dansk bitcoin-rigmand anklaget for lovbrud i milliardsag

Niklas Nikolajsen hjælper virksomheder med at rejse kapital gennem kryptovalutaer. Sådan en kapitalrejsning er nu endt i et søgsmål.

Niklas Nikolajsen er blevet trukket ind i et slagsmål om milliarder. Foto: Bitcoin Suisse

Den danske bitcoin-rigmand Niklas Nikolajsen er blevet trukket ind i et slagsmål om milliarder.

Hans virksomhed Bitcoin Suisse er således blevet stævnet af den amerikanske investor Bruce MacDonald. Det skriver Børsen.

Baggrunden for søgsmålet er, at Bitcoin Suisse i sommeren 2017 hjalp virksomheden Tezos med at rejse kapital gennem en kryptovaluta, en såkaldt ICO, der står for Initial Coin Offering.

Der blev rejst 1,4 mia. kr. i kapital, hvilket ifølge Børsen gjorde det til den største ICO nogensinde.

Men efterfølgende er der udbrudt krig mellem stifterne af Tezos og fonden, der opbevarer midlerne. Det har udskudt projektet, som kapitalrejsningen skulle bruges til, hvilket nu har fået den amerikanske investor Bruge MacDonald til at stævne folkene bag kapitalrejsningen, herunder Niklas Nikolajsen og Bitcoin Suisse.

»De sagsøgte har kapitaliseret på den seneste tids entusiasme for blockchain-teknologi og kryptovalutaer til at rejse midler gennem en ICO og har ulovligt solgt uregistrerede værdipapirer og brugt en schweizisk-baseret enhed i et mislykket forsøg på at omgå amerikanske værdipapirlove,« skriver en advokat i stævningen.

Niklas Nikolajsen ser med stor alvor på sagen og har derfor sat sine advokater på den. Men han afviser dog over for Børsen, at han og Bitcoin Suisse har gjort noget forkert.

For nylig trak Niklas Nikolajsen sig som topchef i Bitcoin Suisse, som han var med til at stifte i 2011 og er blevet mangemillionær på.

Niklas Nikolajsen betragtes som én af de vigtigste folk i den schweiziske finanssektor og går under kælenavnet "finanspiraten" grundet sin hestetale og sit karakteristiske skæg.

Han fik et møgfald af sin kæreste, da han for år tilbage købte bitcoins for 150 dollars, har han tidligere fortalt. Siden har bitcoins vist sig som en fantastisk investering, og nu lever han overordentlig godt af handel med kryptovalutaer.

Læs også