Finans
0

Finanstilsynet slår alarm: Stigende antal danskere udsat for svindel

Massiv stigning i henvendelser fra danskere, der er ofre for svindel med ulovlig værdipapirhandel.

Antallet af henvendelser om svindler med værdipapirer er steget med 24 pct. fra 2012 til 2017 Arkivfoto: Colourbox

Har du oplevet at blive uopfordret ringet op af en smigrende børshandler, der vil forvalte din formue med et løfte om store økonomiske gevinster?

Så er du ikke alene. Faktisk melder Finanstilsynet, at der er sket en massiv stigning i svindlen med værdipapirhandel i Danmark de seneste år.

»Antallet af henvendelser er steget med 24 pct. fra 2012 til 2017, ligesom vi også sender flere advarsler ud om mulig ulovlig virksomhed med værdipapirhandel. I 2017 sendte vi ti advarsler ud mod fem advarsler i 2016,« oplyser Ove Feddersen, kontorchef i Finanstilsynet, i en pressemeddelelse.

Hoveddelen af anmeldelserne drejer sig om danskere, der er blevet svindlet i såkaldte »boiler room scams«, hvor en bedrager udgiver sig for at være børshandler, som enten kontakter sit offer via telefon eller opretter en meget overbevisende hjemmeside, der tilbyder aktie- og værdipapirhandel.

Ifølge Finanstilsynet gør svindlerne ofte brug af falske adresser og opererer fra udlandet. Af samme grund har dansk politi ofte svært ved at finde frem til synderne, og i de fleste tilfælde må ofrene for svindlen se deres penge for evigt tabt.

Finanstilsynet understreger, at danske virksomheder, der tilbyder værdipapirhandel i Danmark, skal have en særlig tilladelse udstedt af Finanstilsynet. Disse virksomheder kan findes på tilsynets hjemmeside.

Udenlandske udbydere af værdipapirhandel skal også have tilladelse af Finanstilsynet til at forestå handler i Danmark.

»Boiler room scams« er ikke kun et dansk fænomen, men et problem de fleste lande lider under.

Som hovedregel anbefales det at slutte telefonsamtalen med det samme, hvis du modtager et uopfordret opkald fra en »børsmægler«, mens du skal tjekke grundigt op på ukendte hjemmesider, der tilbyder værdipapirhandel, f.eks. på Finanstilsynets hjemmeside, lyder rådet.

BRANCHENYT
Læs også