Finans
0

Indædt Pandora-skeptiker scorede kæmpe gevinst midt i kurskaos

Hedgefonden Coatue Management afleverede Pandora-aktier for langt over en halv mia. kr. tilbage midt i kurskollapset torsdag.

Pandora-butik i London. Koncernens satsning på egne fysiske butikker er angiveligt en af grundene til, at aktien er kommet negativt i søgelyset hos amerikanske hedgefonde Foto: Ture Andersen/Pandora

Kursfaldet - og den dermed følgende gevinst for skeptikerne - er nu blevet så markant for Pandora, at den mest vedholdende af de hedgefonde, der gennem snart et år har plaget smykkekæmpen, har taget en stor del af sine indtjening hjem.

Det fremgår af en indberetning fra den amerikanske hedgefond Coatue Management til Finanstilsynet.

Det betyder det at "shorte" en aktie
  • Shorting af aktier sker ved, at en investor mod en mindre betaling låner et antal aktier i et selskab, sælger dem, og så håber på at prisen falder inden låneaftalen betyder, at aktierne skal afleveres tilbage igen.
  • Ved lavere priser kan selskabet nemlig købe aktierne tilbage i markedet til en lavere pris, og dermed ende med gevinsten ved at have købt billigere end man solgte de lånte aktier.
  • Det klassiske ekstreme - og for short sælgerne altså positive - scenarie er, hvis aktien i løbet af udlånsperioden går i nul, fordi firmaet går ned, og hele salgsgevinsten kan tages hjem. Derfor leder short sælgere ofte efter selskaber, som man anser for i større eller mindre grad at være svindlere.
  • Mindre kan dog også gøre det - for GN Store Nord var det fx flere år med markante stigninger, der generelt anses for at ligge bag væddemålene imod selskabet.
  • Altså, anser man grundlæggende selskabet for overvurderet, kan det betale sig at shorte det. Men faren er selvfølgelig, at markedet ikke læser informationerne om selskabet på samme måde som short-investoren - i hvert fald inden for væddemålets løbetid - og man derfor må købe aktierne dyrere tilbage.
  • Af samme grund ser man også ofte prominente short sælgere forsøge tale deres egen bog - altså deres positioner - ned, næsten på samme måde som positive investorer tit vil præsentere deres sag for, at aktien skal stige.
  • Væddemålene kan løbe fra alt til inden for en dag til over flere år - som fx den kendte short seller David Einhorns satsning imod FLSmidth.
  • Metoden bruges dog også ofte til at hedge - groft sagt at tage et modsatrettet væddemål i forhold til et eksisterende, der helt eller delvist kan sikre en mod tab. Er short-positioner taget af store, markedsskabende finanshuse et rent hedge, behøver man ikke offentliggøre dem.

Indtil i går stod fonden registreret for at have lånt og solgt i alt 2,83 pct. af Pandoras aktier - men i løbet af torsdagen afleverede Coatue Management så en hel pct. af Pandora tilbage til udlånerne af aktierne, og er dermed nede på 1,82 pct.

Det svarer ved Pandoras nuværende markedsværdi til, at der er afleveret aktier for knap 700 mio. kr. tilbage fra hedgefonden i løbet af torsdag.

Pandora-aktien faldt efter skuffende tal for 2017 voldsomt i løbet af torsdagens handel, og var på et tidspunkt nede med 16,6 pct. Aktien lukkede dog lidt bedre med et fald på 10,7 pct.

Coatue Management står nu til en samlet gevinst på ca. 435 mio. kr. på at have satset imod Pandora-aktien i fra i hvert fald februar 2017 og frem.

Fonden, der var den eneste af de fem fonde, der offentligt har spekuleret imod Pandora i 2017, der endnu ikke havde reduceret sin satsning, sidder dog altså stadig på en kort position på 1,83 pct. af Pandoras aktier.

Torsdag tog verdens største kapitalforvalter, Blackrock, dog også en kort position på 0,51 pct. imod Pandora, fremgår det af en anden registrering hos Finanstilsynet.

Note: Beregningerne af korte positioner er sin i natur grove - prissætningen før en short position når 0,5 pct. af en aktie kendes ikke, og priserne for løbende at låne aktier er ikke medtaget, ligesom priserne for handlerne tager udgangspunkt i lukkekurser, og altså ikke er intradag.

BRANCHENYT
Læs også