Finans

Stormagter vil indføre bitcoin-regler

Tyskland og Frankrig vil sammen foreslå reguleringer af bitcoin, når finansministrene i G20-landene mødes til marts.

Efter høj bølgegang i løbet af ugen ligger prisen for en enkelt bitcoin i øjeblikket på knap 71.000 kr. Foto: Rick Bowmer

Tyskland og Frankrig har fået nok af de finansielle risici, der følger med et ureguleret marked for kryptovalutaer. Ved G20-mødet i marts vil finansministrene for de to lande foreslå reguleringer af bitcoin.

Det skriver e24.no.

»Tyskland og Frankrig har samme bekymringer og deler målet om at regulere bitcoin,« sagde Frankrigs finansminister, Bruno Le Maire, på en fælles pressekonference torsdag med sin tyske kollega, Peter Altmaier.

Bruno Le Maire har siden bedt en tidligere underdirektør i den franske nationalbank om at udarbejde et lovforslag, der skal præsenteres som et fælles fransk-tysk standpunkt på G20-mødet i Buenos Aires i marts.

Vi har et ansvar over for vores indbyggere. Vi må forklare risiciene og reducere dem ved at indføre de nødvendige reguleringer

Peter Altmaier, Tysklands finansminister

»Vi har et ansvar over for vores indbyggere. Vi må forklare risiciene og reducere dem ved at indføre de nødvendige reguleringer,« sagde Peter Altmaier torsdag.

Løftet om at udarbejde en regulering af den omstridte valuta kommer efter tirsdagens krypto-crash, hvor prisen på bitcoin og en lang række andre kryptovalutaer raslede voldsomt nedad.

Onsdag kunne man få fingre i en bitcoin for mindre end 10.000 dollars for første gang i halvanden måned - 50 pct. mindre end topnoteringen den 18. december, hvor prisen lagde sig lige under 20.000 dollars.

Markedets dyk skyldes, at det i sidste uge kom frem, at man i Sydkorea, et af verdens største markeder for handel med kryptovaluta, er ved at udarbejde et andet lovforslag, som også skal regulere al handel med den digitale møntfod.

Det blev i weekenden fulgt op af Indonesiens centralbank, der udmeldte, at landet ikke anerkender kryptovalutaer som et lovligt betalingsmiddel.

Myndighederne i Kina er samtidig angiveligt på vej med et indgreb, mens EU nyligt varslede et nyt direktiv, der skal komme hvidvask via kryptovaluta til livs ved at gøre op med den anonymitet, der er forbundet med adskillige af de forskellige digitale valutaer.

Herhjemme er kryptovalutaer ikke omfattet af finansiel regulering og kontrolleres derfor ikke af eksempelvis Finanstilsynet.

Læs også