Finans

Milliardær-brødre dropper bitcoins

Snart er det slut med at bruge bitcoins på den globale betalingstjeneste Stripe. Stifterne bag selskabet er verdens yngste selvgjorte dollar-milliardærer.

Collison-brødrene stiftede Stripe i 2011 med profilerede investorer som Andreesen Horowitz og Tesla-grundlægger Elon Musk i ryggen. Siden er selskabet vokset eksplosivt og har ad flere omgange fået massive kapitalindsprøjtninger. PR-foto: Stripe.

Brødrene bag den verdensomspændende it-virksomhed Stripe, der gør det hurtigt og enkelt at håndtere betalinger over internettet, kvitter bitcoins.

For fire år siden blev Stripe ellers den første globale betalingsplatform til at understøtte bitcoins som betalingsform. Men fra april vil Stripe ikke længere understøtte bitcoins, oplyser selskabet.

Det skyldes bl.a. stigende gebyrer, lange transaktionstider og de voldsomme udsving i bitcoin-kursen. Samtidig mener Stripe, at bitcoin mere er blevet et aktiv, der kan handles, end et betalingsmiddel.

Stripe ser dog fortsat positivt på kryptovalutaer. Firmaet vil holde øje med udviklingen og lufter muligheden for at understøtte Stellar, som firmaet selv har investeret i.

Bitcoin kort fortalt
  • Bitcoin er verdens mest kendte og udbredte kryptovaluta, altså en slags digital møntfod, der ikke er styret af nogen bank eller nation, men som udfolder sig frit inden for de matematiske rammer, valutaen blev født med.
  • Teknologien bag hedder blockchain og er blevet et af tidens helt store buzzword. Finten med blockchain-teknologi er, at man gennem snedig brug af matematik og kryptografi kan låse transaktioner sammen og føre en fælles logbog, som alle deltagerne kan læse, men ingen kan lave om, når først en transaktion er gennemført. En ubrydelig kæde – deraf navnet blockchain.

Stifterne af Stripe er de to irske brødre Patrick og John Collison. De ejer 12 pct. af selskabet og har en anslået formue på 1 mia. dollars - hver. Det gør dem til verdens yngste selvgjorte dollar-milliardærer.

Begge brødre, der er hhv. 27 og 29 år gamle, kvittede i sin tid universitetet for at forfølge den idé, der senere skulle blive til Stripe. Det hurtigtvoksende selskab, der i dag er til stede i 25 lande, slår sig op på at være internettets økonomiske infrastruktur.

I korte træk leverer Stripe en netbetalingstjeneste, der kan sættes op på få minutter. Når kunder har registreret sig i Stripe, kan de handle hos alle netbutikker, der samarbejder med Stripe, uden at skulle udfylde personlige oplysninger i butikkerne.

Over 100.000 virksomheder, heriblandt Lyft, Grab og Target, benytter Stripe.

Interessen for den digitale kryptovaluta bitcoin er eksploderet, i takt med at værdien af bitcoin er skudt i vejret. For ikke mange år siden kunne man købe en bitcoin for få dollars. På sit højeste var samme bitcoin pludselig 20.000 dollars værd.

Den seneste tid er bitcoin-kursen dog faldet markant til cirka 11.000 dollars. Flere iagttagere mener, at bitcoin-boblen er ved at briste. Andre mener, at kurs-festen kun lige er begyndt.

Det samlede marked for kryptovalutaer er mange milliarder kroner værd, og der er over 1.400 kryptovalutaer på markedet. Flere myndigheder rundt om i verden er på vej med tiltag, der skal regulere markedet.

Læs også