Finans

Musikstjerne glemte bitcoins - nu er de millioner værd

50 Cent havde i flere år glemt, at han engang blev betalt i bitcoins for et album.

50 Cent har været tæt på at gå personligt konkurs. Men nu kan han glæde sig over at have en millionformue i bitcoins. Foto: Charles Sykes/AP

Har du også engang glemt værdier, der senere viste sig at være millioner værd?

Så er du ikke blot heldig - du er også i samme båd som rapstjernen 50 Cent, der går under det borgerlige navn Curtis Jackson.

I 2014 gav han nemlig fans mulighed for at betale i bitcoins for albummet "Animal Ambition". Fans kunne få albummet for under 1 bitcoin. Samlet indbragte det 50 Cent 700 bitcoins, som dengang havde en samlet værdi af 463.000 dollars.

50 Cent glemte dog siden alt om de mange bitcoins, der lå uberørt i flere år.

Men de seneste års mangedobling af bitcoin-værdien har fået hukommelsen i gang hos 50 Cent. De 700 bitcoins har i øjeblikket en værdi af knap 8 mio. dollars, svarende til 48 mio. kr.

Historien kom først frem i det amerikanske kendismedie TMZ. Siden har 50 Cent selv bekræftet historien på de sociale medier Instagram og Twitter.

Det fremgår dog ikke nogle steder, om 50 Cent rent faktisk har solgt sine bitcoins og indkasseret gevinsten.

50 Cent brød for alvor igennem med sangen "In da Club" i 2003, og siden har han solgt over 30 mio. albums på verdensplan og vundet adskillige musikpriser.

Han har desuden medvirket i en lang række film.

I 2015 kom det frem, at 50 Cents gæld havde tårnet sig op, og at han var på vej mod en personlig konkurs. Det fik han dog senere afværget, og nu kan han altså glæde sig over sin nyvundne formue på bitcoins.

Læs også