Finans
0

Ole Andersen freder ingen i hvidvasksagen i Danske Bank

Danske Banks bestyrelsesformand Ole Andersen slår fast, at ingen er fredet på forhånd, når det gælder konsekvenserne af den såkaldte hvidvasksag, som har rumsteret i storbanken i siden 2013.

Ole Andersen, bestyrelsesformand i Danske Bank, risikerer, at torsdagens generalforsamling i storbanken mest vil blive husket for kritik af bankens såkaldte hvidvasksag. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Blot 48 timer før, at Ole Andersen som bestyrelsesformand i Danske Bank skal stå ansigt til ansigt med bankens ejere på årets generalforsamling, lover formanden bod og bedring i den såkaldte hvidvasksag.

Sagen kort
  • Berlingske Business har siden marts 2017 afdækket forekomsten af hvidvask i Danske Bank Estland.
  • Sagen fik i foråret 2017 Danske Bank-ledelsen til at iværksætte en intern undersøgelse af forholdene i bankens estiske filial.
  • Resultaterne herfra fik i efteråret 2017 banken til at søsætte undersøgelser af forholdene i Estland.
  • Størst fokus i offentligheden er på, hvem der vidste hvad og hvornår. Både i Estland og på koncernniveau hjemme i Danmark.
  • Undersøgelserne ledes af advokatfirmaet Bruun & Hjejle, som også vil udfærdige den endelige rapport.
  • Undersøgelserne er dog forankret i Danske Banks bestyrelse, som løbende opdateres om sagen.

Danske Bank A/S -formanden slår fast, at hverken stor som lille i banken er fredet, hvis de iværksatte undersøgelser ender med at afsløre kritisable forhold.

»Hvis undersøgelserne afdækker kritisable forhold i relation til medarbejderes eller lederes adfærd, som bør få konsekvenser, så vil dette naturligvis ske,« fastslår Ole Andersen i en kommentar, som er lagt ud på bankens hjemmeside tirsdag.

Her understreger formanden, at »undersøgelserne ledes af eksterne advokater for at sikre objektivitet og fuldstændighed«.

Bestyrelsen ser med største alvor på, at vi i Estland historisk ikke har været gode nok til at forhindre hvidvask.

Ole Andersen, bestyrelsesformand i Danske Bank

Finans vil i den forbindelse gerne høre Ole Andersen om, hvorfor man ikke har iværksat en 100 pct. eksternt ledet og uafhængig undersøgelse af sagen, hvis målet er at få vendt hver en sten, som formanden fastslår over for Ritzau.

Det er dog ikke lykkedes Finans at få hul igennem til Ole Andersen. I stedet henviser Danske Banks presseafdeling til den kommentar, man har lagt ud på hjemmesiden.

Iagttagere af hvidvask-affæren, som Berlingske Business har oprullet siden marts 2017, hæfter sig således ved, at uanset brugen af eksterne advokater og et internt specialteam ledet af den tidligere chef for bagmandspolitiet Jens Madsen så styres slagets gang af Danske Bank-bestyrelsen.

Det fremgår da også i den udsendte kommentar.

»Undersøgelserne er forankret i Danske Banks bestyrelse, som jævnligt modtager opdatering på undersøgelserne,« understreges det i et fremlagt faktaark knyttet til kommentaren.

Det forhindrer dog ikke Ole Andersen i samtidig at understrege, at bestyrelsen er »stærkt optaget af at komme helt til bunds« i sagen.

Selv om bestyrelsesformanden slår fast, at han finder det forkert at kommentere sagen yderligere, da undersøgelserne fortsat pågår, tøver han dog ikke med at erkende, at Danske Bank har fejlet.

»Bestyrelsen ser med største alvor på, at vi i Estland historisk ikke har været gode nok til at forhindre hvidvask,« fastslår Ole Andersen i den udsendte kommentar.

Om det er tilstrækkeligt til at undgå, at sagen kommer til at dominere den forestående generalforsamling, er helt op til ejerne, som bl.a. tæller A.P. Møller Holding og pensionsgiganten ATP.

Danske Bank-generalforsamlingen finder sted torsdag den 15. marts i Tivoli Congress Center i København. Starten går kl. 15.00.

BRANCHENYT
Læs også