Finans

Disse banker modtager flest klager

Sidste år klagede 335 kunder over deres bank til Pengeinstitutankenævnet.

For et gebyr på 200 kr. kan du indsende en klage over din bank til Pengeinstitutankenævnnet. 
Foto: Lasse Kofod.

Hvis du som kunde oplever et problem med din bank af økonomisk betydning, kan du sende en klage til Pengeinstitutankenævnet, hvis I ikke sammen kan finde en løsning. 

Den mulighed benyttede 335 bankkunder sig af i 2017. Det var nogenlunde det samme som i 2016, hvor 344 kunder klagede.

Antallet af klager er dog faldet markant siden kriseårene 2009 og 2010. Her modtog ankenævnet hhv. 1.304 og 1.120 klager, særligt fordi krakket af Roskilde Bank udløste klager.

Banken, der fik flest klager i 2017 var Danske Bank med 41 kundeklager. Herefter følger Nordea med 38 klager.

Ifølge årsberetningen fra Pengeinstitutankenævnet drejede størstedelen af sagerne i 2017 sig om betalinger, boligfinansiering og indlån og kontoforhold.

Pengeinstitutankenævnet er godkendt til at behandle klager over pengeinstitutter.

For at kunne klage til Pengeinstitutankenævnet skal du først have klaget til pengeinstituttet og fået et afslag, et utilfredsstillende svar eller ikke have fået svar inden fem uger efter, at de har modtaget klagen. Der er et klagegebyr på 200 kr. som kunden får tilbage, hvis man får helt eller delvist medhold i sagen.

I 2017 blev størstedelen af sagerne indstillet, inden de blev forelagt for Ankenævnet. Det drejer sig om knap hver tredje af sagerne.

I de afsluttede sager fik pengeinstitutterne medhold i 35 pct. af sagerne.

Ved behandling af en klage deltager formanden eller en af næstformændene fra Ankenævnet, samt to medlemmer fra bankerne og to medlemmer fra forbrugersiden, der er udpeget af Forbrugerrådet Tænk.

Ankenævnet blev oprettet i 1988 af Finansrådet, Sammenslutningen Danske Andelskasser og Forbrugerrådet Tænk. Ankenævnet behandler klager over danske og færøske pengeinstitutter. 

Bank Antal klager
Danske Bank 41
Nordea Danmark 38
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) 12
Sydbank 12
Spar Nord Bank 10
Jyske Bank 9
Alm. Brand Bank 8
Danske Andelskassers Bank 7
Santander Consumer Bank 7
Saxo Bank 6
Nykredit Bank 6
BankNordik 5
Den Jyske Sparekasse 5
Arbejdernes Landsbank 4
Jutlander Bank 4
Sparekassen Kronjylland 4
Totalbanken 4
Handelsbanken 3
Hvidbjerg Bank 3
Ikano Bank 3
Lollands Bank 3
Lån & Spar Bank 3
SEB Kort Bank Danmark 3
Basisbank 2
Folkesparekassen 2
Fynske Bank 2
Kreditbanken 2
Nordfyns Bank 2
Nordjyske Bank 2
Ringkjøbing Landbobank 2
Sparekassen Sjælland-Fyn 2
Sparekassen Vendsyssel 2
VestjyskBANK 2
Djursland Bank 1
Dronninglund Sparekasse 1
Ekspres Bank 1
Fanø Sparekasse 1
Finansiel Stabilitet (Andelskassen J.A.K Slagelse) 1
Finansiel Stabilitet (Fionia Bank) 1
Frøs Herreds Sparekasse 1
FS Finans III (Amagerbanken ad 2011) 1
Jyske Finans 1
Merkur Andelskasse 1
Middelfart Sparekasse 1
Møns Bank 1
Nordnet Bank AB 1
Skjern Bank 1
Sparekassen Thy 1
Swedbank 1
Østjydsk Bank 1
Læs også
Top job