Finans

Startede som studentermedhjælper: Nu får han ansvaret for 3,5 mia. kr.

Kapitalforvalteren Stockrate gør klar til generationsskifte. Den 71-årige stifter Bjarne Jensen vil træde tilbage.

Mette Scharf, administrationschef i Stockrate, sammen med Kristian Kjer og Bjarne Jensen. PR-foto.

Den 71-årige Bjarne Jensen, der praler med at være Danmarks kedeligste kapitalforvalter, gør nu klar til at overdrage tronen i sit livsværk.

Bjarne Jensen har gennem længere tid arbejdet på et generationsskifte i fondsmæglerselskabet Stockrate, som han selv stiftede for 10 år siden. Nu sætter han ord på, hvem der skal overtage direktørstolen, når han snart takker af.

Det bliver Kristian Kjer, der allerede er partner i Stockrate, og som har været en del af virksomheden fra begyndelsen. Først som studentermedhjælper og senere som Bjarne Jensens højre hånd.

»Kristian er i direktørlære. Det har han i princippet været i 10 år. Derfor ved han alt, hvad han skal vide om vores investeringsmodel, vores holdning til at investere og til at uddanne vores kunder, så de forstår, hvad vi gør med deres penge. Hans mange år i virksomheden har gjort ham til en af kulturbærerne, og derfor er det naturligt, at han tager over, når jeg trapper ned,« udtaler Bjarne Jensen i en pressemeddelelse.

At Bjarne Jensen nøje har udvalgt sin afløser, hænger meget godt sammen med den måde, han investerer sine kunders penge på. Han har udviklet et program, der sorterer i 65.000 aktier i 150 lande. Herefter udvælges de bedste ud fra tre simple kriterier: Indtjening, stabilitet og finansiel styrke.

Det er en gættekonkurrence og spild af tid at spå, hvordan aktiemarkedet udvikler sig 10 år ud i fremtiden. Vi lader os ikke påvirke af kortsigtede markedsmæssige udsving, men lader mønstrene i den enkelte virksomheds historik pege mod de fremtidige tendenser for virksomhedens resultater.

Bjarne Jensen, stifter af Stockrate.

På den måde har Bjarne Jensen årligt sikret Stockrates kunder et gennemsnitligt afkast på cirka 10 pct. Selskabet forvalter i dag mere end 3,5 mia. kr.

»Når vi siger, vi er kedelige, så mener vi det. Jeg har set så mange ulykker gennem tiden, og vi vil passe på folks penge,« fortalte Bjarne Jensen for et år siden i et interview med Finans.

Nu bliver det så i stedet Kristian Kjer, der skal passe på kundernes penge. Han er i starten af 30'erne, men det skræmmer ham ikke at skulle overtage ledelsen af Stockrate efter en branchens grand old men.

»For mig bliver det vigtigste, at vi fortsætter med at drive forretningen ud fra Bjarnes tilgang til investeringer: Vi investerer langsigtet med afsæt i virksomheders historik, vores kunder skal forstå, hvad vi gør med deres penge, og ærlighed og gennemsigtighed skal være bærende for alt, hvad vi foretager os,« siger Kristian Kjer.

Den endegyldige dato for generationsskiftet er ikke sat endnu. Men når det sker, træder Bjarne Jensen ind i bestyrelsen og vil stadig være hovedaktionær i Stockrate. Både Kristian Kjer, der i dag er kapitalforvaltningschef, samt administrationschef Mette Scharf er partnere i virksomheden.

Læs også