Finans
0

Dartpilen ramte slet ikke skiven: Analytikere tog temmelig meget fejl af danske aktier

Nærmest samtlige store aktieop- og nedture blev spået modsat fortegn af aktieanalytikere ved indgangen til 2018.

Smykkekæmpen Pandora blev i gennemsnit spået en kursoptur på 37 pct. af analytikerne i 2018. I stedet er aktien på seks måneder faldet med 35 pct. - og fejlspådommen står langt fra alene, viser en gennemgang. Foto: Pandora

Kender de den klassiske tese om, at hvis nok aber taster længe nok på nok skrivemaskiner, så vil de - givet nok tid - før eller siden reproducere fx William Shakespeares samlede værker?

Lad det straks være sagt, at sandsynligheden for at aberne rent faktisk får (gen)skrevet Shakespeares sonetter eller noget andet værk er enddog meget, meget lav - og således er den nok også lavere end risikoen for, at analytikerne af danske aktier korrekt forudser værdipapirernes kursudvikling.

Men måske ikke så meget endda. En gennemgang af udviklingen af aktierne i C25-indekset viser i al fald, at gennemsnittet af analytikernes bud på kursudviklingen i 2018 afgivet ved nytår har ramt temmelig meget ved siden af.

Sætter man en arbitrær grænse på fx 20 procentpoints kursudvikling som en acceptabel ramme at skyde inden for, så har the wisdom of the analysts - med en let omskrivning af populærforfatteren Malcom Gladwell - ramt dartskiven 8 ud af 22 gange (en række aktier i C25-indekset er enten skiftet ud, eller blevet afnoteret efter opkøb af selskabet - derfor det lidt lavere antal, red.)

Måske mere bekymrende har analytikere totalt misset både en stribe markante nedture - og de helt store successer blev der heller ikke peget på.

Havde investorerne fx forladt sig på analytikernes fem bud på den stærkeste udvikling i C25 - Bavarian Nordic, Genmab, Pandora, A.P. Møller-Mærsk og Vestas - ja, så havde de sat næsen op efter opture per analytikerne på 38, 37, 36, 25 og 15 pct.

I stedet er de pågældende aktier alle faldet i løbet af 2018, og har givet kurstab på henholdsvis 16, 5, 35, 27 og 10 pct.

Især buddet på en kursstigning for Pandora må græmme i analytikerkorpset, hvis bud på en kursoptur på 37 pct. betyder, at man har ramt mere end 70 procentpoint forkert i forhold til virkeligheden.

Og på den anden side af mønten kunne man næppe fortænke investorerne i at se bort fra lidt kedelige papirer som William Demant, GN Store Nord og Lundbeck.

De tre aktier skulle ifølge konsensus henholdsvis falde med 2 pct. og stige med 4 og 5 pct. I realiteten er det dog de tre aktier, der var en del af C25 ved nytår og stadig er det i dag, der har klaret sig bedst, med plusser på 46, 45 og 38 pct.

Der er dog altså stadig 6 måneder tilbage til at realisere analytikernes respektive spådomme, skal det understreges, ider der er tale om kursmål for 12 måneder afgivet ved nytårsskiftet.

Skal buddene gå nogenlunde hjem kan man dog godt indstille sig på nogle ganske vilde måneder på den hjemlige fondsbørs.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også