Serier

Rapport aflyser masseflugt fra London efter hård Brexit

Londons finansielle centrum undgår det jobmæssige blodbad, mange havde frygtet. I en ny rapport er antallet af mistede jobs nede på 5.000-13.000.

Brexit - britisk farvel til EU
Frygten for masseflugt fra Londons finansielle distrikt er ifølge en ny rapport ikke så stor som tidligere. Nu er man nede på, at mellem 5.000-13.000 jobs vil forsvinde. Foto: AP

I en endnu ikke offentliggjort rapport kommer bystyret i London frem til, at flugten fra Europas finansielle centrum bliver langt mindre end først antaget.

Tallet, man er kommet frem til, er nu nede på, at mellem 5.000 til 13.000 vil have forladt landet, når brexit træder i kraft i slutningen af marts næste år. Og det er langt under de vurderinger, der tidligere har lydt.

Det skriver Politico.eu.

Det er City of London, som er den lille kommune med særstatus i centrum af London, hvor finansdistriktet ligger, som står bag analysen. Der har dog været store udsving i vurderingerne, helt fra Bank of Englands 10.000 til den tidligere chef for børsen i London, Xavier Rolet, der gættede på 200.000 jobs.

Der er heller ikke meget, der tyder på, at frygten fra tiden efter briternes brexit-afstemning har medført et stort jobtab. Siden afstemningen i juni 2016 anslår borgmesteren for City of London, Charles Bowman, at 1.600 job står til at forsvinde.

Der er dog forsvundet forskellige funktioner i flere finansielle virksomheder, men der har ikke været hele selskaber, der har forladt London.

En af de væsentligste årsager til det noget mere positive billede er, at hvor City of London i første omgang anslog et tab på 75.000 job på baggrund af et "no deal"-scenarie, så tager den nye analyse højde for en aftale fra marts, hvor Storbritannien stadig er omfattet af EU's regler - men uden repræsentation i Bruxelles.

Denne aftale kan dog falde til jorden, hvis ikke EU og Storbritannien kan blive enige om en samlet aftale for skilsmissen, hvilket i de senere uger har sendt den britiske regering ud i en stor krise, hvor flere fremtrædende ministre har forladt den.

BRANCHENYT
Læs også