Finans

Det svenske kongehus' tre børn scorer millionrekord med investeringsselskab

Investeringsselskabet Gluonen, der er ejet af det svenske kongehus' tre børn, tjente 2,3 mio. kr. i 2017, hvilket er ny rekord.

Den svenske kronprinsesse Victoria, prins Carl Philip og prinsesse Madeleines investeringsselskab høster rekordindtægt.  Foto: Claudio Bresciani

Sveriges tre royale børn – kronprinsesse Victoria, prins Carl Philip og prinsesse Madeleine scorer millioner med deres investeringsselskab Gluonen, som investerer i svenske værdipapirer.

I 2017 tjente Gluonen 2,3 mio. kr., hvilket er ny rekord for selskabet.

Det skriver svenske Expressen.

»Det er et svensk aktieselskab, der hovedsagelig ejes af kronprinsesse Victoria, prins Carl Philip og prinsesse Madeleine. Virksomheden har eksisteret i mere end 20 år og forvalter penge til sine ejere ved at investere i hovedsageligt svenske aktier,« siger Jan Lindman fra det svenske hof, som er adm. direktør for virksomheden til Expressen.

Især sidste år blev et godt år for Gluonen, der i forhold til året før fik næsten 1,5 mio. kr. mere i overskud. Der er dog ingen planer om at betale udbytte.

»Det får vi at se. Det er en meget langsigtet kapitalforvaltning, som vi dedikerer os til. Det er baseret på det faktum, at beholdningerne vil være langsigtede i selskabet, og at de ikke vil blive afviklet, eller at eventuelle beløb trækkes fra selskabet i de kommende år. Det er udgangspunktet, fortæller Jan Lindman til det svenske medie.

I stedet for at lande på prinsessernes eller prinsens konti skal pengene i stedet blive og fortsat yngle i investeringsselskabet, som pt. har en værdi på godt 30 mio. kr. I de 20 år, selskabet har eksisteret, er værdien steget med 67 pct.

I Sverige er det den svenske konge, kong Carl Gustaf, der modtager ananage, og dermed er det ham, der bestemmer, hvem i familien, der modtager penge fra kongehusets kasse.

I 2017 fortalte prinsesse Madeleine i flere interviews til de svenske medier, at hun ikke modtager apanage. Hun bor til daglig i London med sin amerikanske mand Chris O’Neill – der arbejder som børsmægler.

Læs også