Finans

Amerikanske FED venter med at trykke på renteknappen

Den amerikanske centralbank kom onsdag aften med den forventede besked om, at renten holdes i ro på 1,7-2 pct.. Analytikere venter tre-fire stigninger det kommende år, og det kan stikke en kæp i hjulet på Trumps politik.

Onsdag aften dansk tid kom den ventede melding fra den amerikanske centralbankschef, Jerome Powell, om, at renten holdes i ro for denne gang. Foto: AP

Helt som ventet valgte den amerikanske centralbank, FED, onsdag aften ikke at hæve renten i denne omgang. Dermed forbliver renten i intervallet 1,7-2,00.

Analytikere forventer dog fortsat, at renten vil blive hævet to gange i år og tre-fire gange over de kommende 12 måneder. En af dem er senioranalytiker i Danske Bank, Mikael Olai Milhøj.

»Amerikansk økonomi er i god form, ledigheden er lav, optimismen er høj både blandt forbrugere og virksomheder, så den amerikanske centralbank vil fortsætte med at sætte renten gradvist op i år. På linje med centralbankens eget signal, så forventer vi, at der kommer to yderligere rentestigninger i år, henholdsvis i september og i december,« skriver han i en kommentar.

FED er på det seneste blevet hevet ind i den politiske arena med angreb/krav fra præsident Donald Trump om, at centralbanken skal holde renten i ro.

Den ekspansive finanspolitik, som Trump gerne vil føre, bliver modvirket af stigende renter, så tre-fire stigninger det kommende år vil ganske givet medføre lidt ekstra kritik fra præsidenten.

»I princippet putter det Jerome Powell (chef for FED, red.) & Co. i en svær position, da de har svært ved for alvor at svare igen. Fra et økonomisk perspektiv er det meget vigtigt at bevare den uafhængige centralbank, da økonomisk forskning viser, at en uafhængig centralbank er bedre til at styre den økonomiske politik end en politiker, som tænker kortsigtet,« lyder det fra Milhøj.

Læs også