Finans
0

Storbank dropper Facebook

Den italienske storbank Unicredit vil ikke længere benytte Facebook til markedsføring.

Skandalen om deling af brugerdata får nu storbanken Unicredit til at boycotte Facebook. Arkivfoto: AP Photo/Richard Drew

Den italienske storbank Unicredit vil ikke længere benytte Facebook til markedsføring.

Det oplyste bankens topchef tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Facebook opfører sig ikke etisk(... Vi vil ikke bruge det, før det har en ordentlig etisk opførsel,« sagde adm. direktør Jean Pierre Mustier på en telekonference for analytikere.

Direkte adspurgt bekræftede han, at han dermed henviste til skandalen med Cambridge Analytica.

Facebook gav private oplysninger om 87 mio. brugere til det britiske konsulent- og analysefirma, som efter at skandalen kom frem har erklæret sig konkurs og er lukket.

Jean Pierre Mustier lagde vægt på, at Facebook garanterede, at det ikke ville benytte brugerdata på den måde, men alligevel gjorde det.

Beslutningen om ikke længere at benytte Facebook blev taget i slutningen af marts, og den gælder, indtil det sociale medier forbedrer sine etiske standarder.

Flere officielle undersøgelser af forløbet er i gang i både USA og Europa.

Mens Facebook har ondt i etikken, er der alvorlige lommesmerter hos Unicredit.

Dårlige lån for mere end 100 mia. kr. har presset banken ud i en større krise, og sidste år var den nødt til at bede aktionærerne om at skyde 100 mia. kr. ind i banken for at polstre den. Banken er i fuld gang med at afskedige i alt 14.000 medarbejdere for at bringe omkostningerne ned.

Der har i længere tid været spekuleret i, at bankens topchef, Jean Pierre Mustier, arbejder på at fusionere med den franske storbank Société Générale.

BRANCHENYT
Læs også