Finans
0

Krise i storbank: Investmentbankere mister frugtordning

Deutsche Bank skal igen skære i omkostningerne. End ikke investmentbankernes frugtskåle er fredet.

Der er stadig gang i jagten på besparelser i Deutsche Bank, hvor de ansattes frugtordninger nu også er i fare. Her er det Deutsche Banks tvillingetårne i Frankfurt, Tyskland. Arkivfoto: Arne Dedert/AP

Intet er tilsyneladende helligt i storbanken Deutsche Bank i jagten på besparelser.

De vellønnede investmentbankere har fået besked på at tage toget og flyve på økonomiklasse, færre deltager på konferencer, fratrædelsesgodtgørelserne er skrumpet ind, og selv frugtskålene er på vej ud af kontorerne.

Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Årsagen er, at storbanken har været i krise i årevis og stadig forsøger at barbere omkostningerne ned.

Adm. direktør Christian Sewing har advaret seniormanagers i investeringsbanken om, at hvis de ikke kan påvise, at de er i stand til at kontrollere udgifterne, har han heller ikke tillid til, at de kan sparke indtægterne i vejret.

Tidligere var budgetoverskridelser nærmest normen i banken, oplyser kilder til Bloomberg, men Christian Sewing har indført faste budgetter og en nultolerance overfor overskridelser.

Hjørnestenen i Deutsche Banks besparelser er dog stadig afskedigelsen af mindst 7.000 af de ca. 97.000 ansatte.

Det bliver en udfordring, fordi aftaler med fagforeninger forhindrer storbanken i at afskedige tyske ansatte indtil medio 2021.

Ifølge analytiker Amit Goel fra Barclays Plc forbliver Deutsche Banks omkostninger »stædigt høje«, fordi koncernen skal gøre op med manglende investeringer i tidligere år, og fordi besparelser begrænses af aftalerne med de tyske fagforeninger.

Sidste år tog banken det utraditionelle skridt at indrykke helsidesannoncer i alle større tyske medier, hvor den undskyldte for sin opførsel og erkendte at have begået alvorlige fejl.

Det skete efter to år, der kostede et ramponeret image og ca. 37 mia. kr. på tabte sagsanlæg. Siden da har banken skiftet topchef.

BRANCHENYT
Læs også