Finans
0

Danske Bank tæller eksisterende kunder med som nye kunder

Når danskerne får Nemkonti, tæller de med som nye kunder i bankerne, selv om de var kunder i forvejen.

Selv om man har været kunde i Danske Bank i mange år, bliver man talt med som en ny kunde i bankens egne tal, hvis man får en Nemkonto. Foto: Gregers Tycho

Danske Bank tæller eksisterende kunder med som nye kunder, når storbanken måler udviklingen i kundebestanden.

Således kategoriseres tusindvis af kunder som nye kunder, når de får en Nemkonto.

»Det er spøjst, hvis man medregner kunder som nye kunder, der har været der hele tiden. Det burde man rense for,« siger professor Carsten Tanggaard, der er formand for Penge- og Pensionspanelet.

Ligesom mange andre banker måler Danske Bank kundeudviklingen ud fra antallet af Nemkonti i banken. En Nemkonto er en konto, som det offentlige bruger til at foretage udbetalinger til borgere.

»Det er en helt almindelig bankkonto, som du har i forvejen,« skriver Nemkonto på sin hjemmeside om ordningen.

Der gælder ingen faste regler for, hvordan man opgør antallet af kunder, eller hvordan man definerer et ”kundeforhold”.

Kjeld-Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Finans Danmark

Danske Banks måde at måle kundeudviklingen på betyder bl.a., at unge, som får et fritidsjob og skal have udbetalt feriepenge eller begynder at få SU, tæller med som nye kunder, fordi de dermed får en Nemkonto. Også selv om de har været kunder i banken i årevis.

»En ung kunde, der har skiftet status på den måde, er ikke en ny kunde,« mener Carsten Tanggaard.

I sidste uge kom Danske Bank på kollisionskurs med analysehuset Voxmeter, som fastslog, at banken under den eskalerende hvidvasksag har mistet i omegnen af 28.000 primærkunder i årets første seks måneder. Danske Bank var lodret uenig og fastslog, at den havde haft en fremgang på 927 kunder.

»Vores tal er fakta og ikke en prognose,« fastslog privatkundedirektør Thomas Mitchell fra Danske Bank.

Ifølge Voxmeter er det væsentligste at måle omfanget af forretning. Derfor måler analysehuset på bankernes primærkunder.

»Vi kan ret præcist måle udviklingen mellem bankernes mest attraktive kunder, altså de primære kunder, og de mindre attraktive, de sekundære kunder. Når man måske af politiske årsager helst vil fremstå som en bank, der ikke har kundeflugt, kan man vælge at tælle revl og krat med. Men det er ikke det, vi måler på,« siger Christian Stjer, adm. direktør i Voxmeter.

Danske Bank forsvarer sin målemetode.

»Spørgsmålet er, hvornår vi skal tælle kunder med, som er født ind i banken, f.eks. fordi deres forældre som kunder har oprettet en børneopsparing til dem. Der siger vi, at når de får en Nemkonto, begynder de typisk at få noget indkomst, og der er det relevant. Det er samtidig transparent og sammenligneligt år for år,« siger Thomas Mitchell, privatkundedirektør i Danske Bank.

BRANCHENYT
Læs også