Serier
0

Udskældt mægler misbrugte uafhængighed: Fordoblede kunders omkostninger

Uden virksomheden vidste det, placerede mæglerfirmaet Söderberg & Partners pensionskunders opsparing i mæglerfirmaets egen investeringsfond.

Falsk tryghed for pensionskunder
Glennie Holm Christensen (til venstre) og Methe Holst, partnere i revisionsfirmaet Complet Revision, anede ikke, at en mægler flyttede medarbejdernes pensionsdepoter til mæglerfirmaets egen investeringsfond. Foto: Stine Bidstrup

Danmarks næststørste pensionsmæglerfirma, Söderberg & Partners, ser ud til at have misbrugt sin rolle som uvildig rådgiver.

Det vurderer eksperter, efter Finans kan afsløre, hvordan den lille nordsjællandske revisionsvirksomhed Complet Revision fik flyttet de ansattes pensionsopsparinger til mæglerfirmaets egen investeringsfond, uden at virksomheden vidste besked.

»Sagen her ser problematisk ud for Söderberg. Man agerer ikke som uvildig rådgiver, hvis mægleren af sig selv placerer kundernes penge i en fond, som mæglervirksomheden selv tjener på,« siger Søren Andersen, aktuar og indehaver af rådgivningsfirmaet FPension.

Complet Revision flyttede tidligere i år pensionsselskab fra Topdanmark til AP Pension efter rådgivning fra Söderberg. Men revisionsfirmaet vidste intet om, at Söderberg-mægleren flyttede de ni medarbejderes opsparinger til mæglerfirmaets egen investeringsfond Tryghed 75.

Det blev først opdaget, da virksomheden få måneder senere ved et tilfælde faldt over en procedurefejl og fik en anden mægler på sagen.

Skiftet til Tryghed 75 betød, at medarbejderne i Complet Revision fik deres investeringsomkostninger mere end fordoblet. Det viser en beregning, som den uvildige rådgiver BedstPension har udarbejdet på baggrund af fakta fra Söderbergs egne dokumenter i den konkrete sag.

»Over et helt opsparingsforløb kan det blive til flere hundrede tusinde kroner i forskel. Og det er jo omkostninger, som i stedet kunne have stået på kundens opsparing,« siger adm. direktør Allan Christensen fra Bedstpension, der samtidig understreger, at Tryghed 75 systematisk har underpræsteret på afkast.

Til gengæld var det ifølge vederlagsaftalen lukrativt for Søderberg at placere pengene i Tryghed 75, da det giver mægleren en betydelig højere betaling.

Alligevel påstår adm. direktør hos Söderberg & Partners, Torben Jensen, at den enkelte mægler ikke kan tjene ekstra ved at rådgive om Tryghed 75 frem for andre investeringsprodukter. Han beklager dog den mangelfulde rådgivning.

»Vi har måske ikke været dygtige nok til at få forklaret kunden alle detaljerne. Det ansvar påtager vi os naturligvis og beklager,« skriver han i en mail.

BRANCHENYT
Læs også