Finans

Nordea siger farvel til chef for Personal Banking

Topi Manner stopper som chef for Personal Banking ved udgangen af året. Foto: Nordea

Nordea skal i gang med at finde sig en ny chef for Personal Banking, da Topi Manner, der er ansvarlig for afdelingen, stopper ved udgangen af året.

Det sker som følge af, at Topi Manner i stedet skal være administrerende direktør for det finske luftfartsselskab Finnair, skriver Nordea i en meddelelse.

- Jeg er ked af, at Topi stopper i Nordea, men også stolt af, at Nordea har udviklet et talent som ham, der nu kan påtage sig rollen som administrerende direktør for et interessant og velrenommeret selskab som Finnair.

- Topi har over de seneste to årtier ydet et enormt bidrag til Nordea, først i Finland og senere på koncernniveau, og han har spillet en afgørende rolle i vores gennemgribende transformation. Topi har opbygget et stærkt ledelsesteam i Personal Banking i vores fire nordiske markeder, siger Casper von Koskull, koncernchef for Nordea.

44-årige Topi Manner kom til Nordea i 1997 og har siden blandt andet været adm. direktør for den finske afdeling af Nordea. De seneste to år har han stået med ansvaret for bankkoncernens private kunder gennem Personal Banking-området.

- Efter to årtier i Nordea og banksektoren kan jeg se tilbage og sige, at jeg er stolt af de ting, vi har opnået sammen for at skabe en fremtidssikret bank.

- Det har været en meget svær beslutning at stoppe i Nordea. Jeg har været i Nordea i hele mit voksenliv og hele min professionelle karriere, og jeg elsker virkelig virksomheden. Men jeg kunne ikke sige nej, da jeg fik mulighed for at føre Finnair videre på den næste del af selskabets udvikling.

- Jeg kommer til at savne mine kolleger og kulturen i Nordea meget, siger Topi Manner.

Ifølge Nordea er processen med at finde en ny leder af Personal Banking-området sat i gang, og der bliver både kigget internt og eksternt efter en afløser.

Læs også
Top job