Finans
0

Forsikringsbranchen vil stoppe svindlere med et nationalt skadesregister

Forsikringsbranchen vil etablere et skadesregister, så kunders skadeshistorik kan krydstjekkes i jagten på forsikringssvindel. Forbrugerrådet Tænk er lunken over for idéen.

Forsikringsbranchen vil tvangsregistrere alle skadesanmeldelser i et nationalt register, så man kan samkøre og krydstjekke anmeldelserne for fusk og svindel.

»Når en kunde anmelder en skade, kan selskabet hurtigt se, hvad vedkommende har anmeldt af skader f.eks. de seneste fem år i både det nuværende og tidligere selskaber. Har en kunde fået stjålet tre biler på to år i tre forskellige selskaber, vil anmeldelsen typisk rejse et rødt flag, og så kan selskabet kigge nærmere på sagen,« siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i Forsikring & Pension, om branchens planer.

Forsikringsselskaberne afslørede i 2016 mere end 3.200 tilfælde af svindel med person- og tingforsikringer for i alt 530 mio. kr.

Forbrugerrådet Tænk er åben overfor at drøfte et register, selv om rådet er skeptisk over for en automatisk registrering af kunders skader.

Vi er ikke interesseret i at lave et system, hvor borgere kommer i klemme, fordi de er rigtig uheldige flere gange i træk.

Trine Bramsen (S), retsordfører

»Forsikringssvindel bør selvfølgelig ikke forekomme. Vi er bare ikke overbeviste om, at et skadesregister er løsningen,« siger Jakob Steenstrup, jurist og forsikringsekspert.

Ifølge Datatilsynet vil en registrering i et skadesregister kræve et samtykke fra hver enkelt kunde. Alternativt skal loven på området laves om, lyder meldingen.

Forsikringssvindel
  • Forsikringsbranchen har rapporteret systematisk om forsikringssvindel siden 2009.
  • Den seneste rapport omfatter 2016, hvor der blev afsløret 3.257 tilfælde af svindel med løsøre- og personforsikringer.
  • Svindlen omfatter bl.a. fusk med kvitteringer, falske anmeldelser, fiktive – og for høje – priser på skadede ting, opdigtede personskader og selvforvoldte skader.
  • Samlet omfattede de 3.257 sager snyd for 530 mio. kr.
Kilde: Forsikring & Pension.

På forhånd erklærer både S og DF sig parat til at se på en ændring af reglerne.

»Vi er ikke interesseret i at lave et system, hvor borgere kommer i klemme, fordi de er rigtig uheldige flere gange i træk. Omvendt har vi også en interesse i at bekæmpe bedrageri,« siger S-retsordfører Trine Bramsen.

»Vi er meget åbne over for forsikringsbranchens forslag,« siger DF-retsordfører Peter Kofod Poulsen.

Han vil nu tage sagen op med regeringspartierne og justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Både Norge og Sverige har indført et skadesregister i kampen mod forsikringssvindel.

Kilde: Forsikring & Pension

BRANCHENYT
Læs også