Serier

Time for time: Her er overblikket over hvidvasksagen i Danske Bank

Live: Danske Bank har onsdag offentliggjort bankens hvidvaskrapport. Som konsekvens stopper topchef Thomas F. Borgen i Danske Bank. Følg sagen løbende gennem dagen her.

Hvidvask i Danske Bank
På dette billede fra Danske Banks pressemøde om hvidvaskskandalen ses bestyrelsesformand Ole Andersen (tv.) og topchef Thomas F. Borgen. Foto: Stine Bidstrup Thomas F. Borgen ved Danske Banks pressemøde onsdag den 19. september. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danske Bank har onsdag løftet sløret for bankens hvidvaskrapport, som kortlægger sagen om hvidvask for milliarder i bankens filial i Estland.

Finans samler danske og udenlandske historier, reaktioner og kommentarer på de sociale medier hele dagen - og du kan her få det fulde overblik som sagen løbende udvikler sig.

Klik på de røde links for at komme videre til de oprindelige historier.

22.00: Finanstilsynet kunne have grebet ind for 10 år siden. Finanstilsynet havde allerede i 2007 mulighed for at afdække hvidvasken i Danske Banks estiske filial. Det skriver Information. Avisen henviser til, at bankens interne undersøgelse har afdækket, at Finanstilsynet i 2007 anmodede Danske Bank om oplysninger om bankens såkaldte nonresident portefølje i Estland. Finanstilsynet bad om oplysningerne, fordi Danske Bank såvel som tilsynet i klare vendinger var blevet advaret af den russiske centralbank om »mulig kriminel aktivitet og hvidvask« anslået til »milliarder af rubler om måneden«. Til Information giver flere eksperter udtryk for undren over, at Finanstilsynet i 2007 lod sig berolige af Danske Banks svar uden at gå dybere ind i sagen.

20.30: Statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder hvidvaskesagen for rædselsfuld. »At Danmark har været omdrejningspunkt for hvidvask i det her omfang, det er for at sige det lige ud, ganske rædselsfuldt,« siger Løkke. Han erklærer sig »tilfreds med«, at bankens topchef Thomas Borgen fratræder. Statsministeren betragter ikke sagen som afsluttet. Han henviser til, at der fortsat kører »et spor i bagmandspolitiet og Finanstilsynet.«

19.10: Bagmandspolitiet åbner for milliardbøde til Danske Bank. Danske Bank kan blive mødt med en dansk bøde i milliardklassen, hvis banken har forbrudt sig mod hvidvasklovgivningen. Det åbner bagmandspolitiets chef, statsadvokat Morten Jakobsen, for i et interview med Finans.

18.00: Kursen på Danske Bank aktien er i dag faldet 3,4 pct. Det svarer til, at banken er blevet 5,2 mia. kr. mindre værd. Aktien lukkede i kurs 169 kroner, men var tidligere på dagen helt nede i kurs 160.

17.00: Hvidvaskjæger efter Danske Bank-rapport: En monumental øvelse i at dække sin egen røv
Den britisk-amerikanske forretningsmand og hvidvaskjæger Bill Browder mener, at Thomas Borgen bør komme under strafferetlig efterforskning, siger han i et interview med Finans.

16:10 Kommentar: Danske Bank-formand kan ikke gå af hurtigt nok
»Der er presserende brug for en helt ny ledelse i toppen af Danske Bank for at genskabe tilliden efter hvidvaskskandalen.«

Det skriver Søren Linding, virksomhedsredaktør på Finans, i en kommentar til sagen.

15.43: Ny politisk aftale om hvidvask præsenteres
Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og en række ordførere præsenterer en politisk aftale på hvidvaskområdet. Aftalen indeholder en række initiativer, der skal modvirke hvidvask.

Bl.a. vil størrelsen på bøderne, som kan tildeles bankerne, stige kraftigt.

»Vi får en af Europas hårdeste hvidvasklovgivninger,« siger Rasmus Jarlov.

Ifølge erhvervsministeren har man med vilje valgt at vente med at fremlægge aftalen, indtil Danske Bank havde fremlagt sin egen hvidvaskundersøgelse.

15.05: Storinvestor om Borgens gyldne håndtryk: »Vi mangler stadig at forstå, hvad kontrakten siger«

Det er fornuftigt, at Thomas F. Borgen har valgt at træde tilbage som topchef i Danske Bank. Sådan lyder det fra den danske pensionskæmpe ATP, der er storinvestor i Danske Bank.

Men om det er fornuftigt, at han står til at få mindst 13,7 mio. kr. med sig, når han forlader banken, vil ATP på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om.

14.55: DF vil have gransket om Danske Bank kan straffes med tilbagevirkende kraft
Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby vil have undersøgt, om man fra politisk side kan lave ny lovgivning, som kan straffe eksempelvis Danske Bank med tilbagevirkende kraft.

Det skriver Policywatch.

Forslaget bliver dog skudt ned af en ekspert samt Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

14.15: Thomas Borgen forlader Danske Bank med millioner i hånden
Når Danske Banks administrerende direktør stopper, kan han tage sine aktier og 12 måneders løn med sig.

Ifølg Ritzau kan Thomas Borgen forlade banken med mindst 13,7 mio. kr., som er hans grundløn. I 2017 fik Thomas Borgen en samlet løn på 17,4 mio. kr. bestående af grundløn, pension og bonusser.

13.29: Finanstilsynet vil gennemlæse Danske Banks hvidvaskrapport før genåbning af sag
Finanstilsynet vil gennemgå Danske Banks hvidvaskrapport, før tilsynschef Jesper Berg tager stilling til, hvorvidt den danske bankvagthund vil genoptage sagen.

»Det er en meget alvorlig sag, og vi ser løbende på, om nye informationer gør, at vi skal genoverveje den afgørelse, vi traf i maj. Vi vil nu grundigt gennemgå bankens undersøgelse med henblik på dette,« siger Finanstilsynets direktør Jesper Berg i en pressemeddelelse.

13.17: Morten Østergaard: Danske Bank-sag er »af helt uantagelige proportioner«.
»Danske Banks hvidvaskskandaler er af helt uantagelige proportioner. Det vil tage år at genoprette tilliden og Danmarks omdømme,« skriver Morten Østergaard, politisk leder for de Radikale, på Twitter.

13.00: Sagen ruller videre i udenlandske medier
Hvidvasksagen har hele onsdag formiddag kørt som tophistorie i en række udenlandske medier. Her ses historier fra Financial Times og Reuters - to af verdens største erhvervsmedier.

12:30: Skarp kritik fra storaktionæren A.P. Møller Holding
»Danske Banks processer har tydeligvis ikke været gode nok.«

Sådan lyder den skarpe kritik fra Mærsk-arvingen Robert Uggla, der er direktør i A.P. Møller Holding, som ejer 20 pct. af aktierne i Danske Bank.

»Det vigtigste er nu at sikre, at dette ikke kan ske igen og få genoprettet tilliden til banken,« skriver han i en mail til Finans.

11.55: Erhvervsminister Rasmus Jarlov: Hvidvasksagen er langt fra afsluttet endnu
Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) lover at kulegrave Danske Banks hvidvasksag yderligere og sætte ind, hvis ledelsen kan drages til ansvar, siger han til Finans.

11.25: Thomas F. Borgen stopper i regeringens Disruptionråd
Det skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Twitter. Her bliver han spurgt af journalist Henrik Qvortrup om, hvorvidt Thomas F. Borgen kan fortsætte i regeringens disruptionråd.

»Nej« lyder det korte svar fra statsministeren.

 

Socialdemokratiet har tidligere slået på tromme for, at Thomas F. Borgen skulle smides ud af rådet. Læs mere om det her.

11.18: Danske Bank-skandale ryster Christiansborg
Socialdemokratiet kræver garanti fra regeringen for, at myndighederne har ressourcer nok til at forfølge Danske Bank skandalen. Venstre er tilfreds med Thomas Borgens afgang.

11.16: Ole Andersen åbner for exit som formand
Danske Bank skal sandsynligvis snart have en ny bestyrelsesformand. På dagens pressemøde i Danske Bank om hvidvaskskandalen i bankens filial i Estland signalerede formand Ole Andersen, at han snart kan være fortid i den skandaleramte bank.

11.10: Estisk finanstilsyn: Vi vil overveje næste skridt i Danske Bank-sag
Det estiske finanstilsyn overvejer efter offentliggørelsen af Danske Banks hvidvaskrapport sine næste skridt i sagen. Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

»Rapporten beskriver seriøse mangler i Danske Banks organisation, hvor risikoappetit og risikokontrol ikke var i balance,« udtaler formand for Estlands finanstilsyn, Kilvar Kessler

10.21: Pressemøde presser aktien længere ned
Danske Bank startede sit pressemøde om hvidvasksagen klokken 10.00. Kort efter faldt Danske Bank-aktien yderligere.

09.34: Politianmelder otte tidligere estiske medarbejdere
Banken politianmelder otte tidligere ansatte i den estiske fillial, efter Danske Bank i måneder har undersøgt en sammensværgelse blandt medarbejderne.

09.30: Danske Bank slår også stort igennem i de udenlandske medier
Sagen har også ramt de udenlandske medier. Her erhvervsmedierne Bloomberg og The Wall Street Journal:

09.14: Danske Bank har offentliggjort sin hvidvaskrapport
Danske Banks hvidvaskrapport viser bl.a., at mere end halvdelen af de undersøgte 1.490 mia. kr. transaktioner er mistænkelige - dvs. mere end 745 mia. kr. Men banken har ikke været i stand til på nuværende tidspunkt at fastlægge det præcise omfang af transaktioner.

Læs mere om de 745 mia. her.

09.01: Danske Bank dykker på børsen
Danske Bank-aktien falder med mere end 4 pct. fra børsens åbning, efter at banken tidligere på morgenen offentliggjorde, at Thomas F. Borgen stopper som øverste chef.

08.47: Thomas F. Borgen: Jeg beklager dybt
»Det er åbenlyst, at Danske Bank ikke har levet op til sit ansvar i sagen om mulig hvidvask i Estland. Det beklager jeg dybt. Selvom den eksterne advokatundersøgelse konkluderer, at jeg har levet op til mine juridiske forpligtelser, mener jeg, det rigtige for alle parter er, at jeg fratræder,« siger Thomas F. Borgen i en pressemeddelelse.

08.31: Thomas F. Borgen stopper i Danske Bank

Hvidvasksagen har udviklet sig til så stor en belastning for Danske Bank, at Thomas F. Borgen ifølge en selskabsmeddelelse fra banken selv har valgt at trække sig.

»Det er med beklagelse, at vi skal sige farvel til Thomas Borgen. Vi har naturligvis løbende drøftet situationen, og jeg deler hans vurdering og respekterer hans beslutning, som jeg er enig i, er den rigtige,« siger bestyrelsesformand Ole Andersen, Danske Bank.

Læs også