Serier

Finanstilsynet vil gennemlæse Danske Banks hvidvaskrapport før genåbning af sag

Tilsynschef Jesper Berg vil nu gennemgå Danske Banks hvidvaskrapport grundigt, før han vil tage stilling til, hvorvidt der er behov for en ny afgørelse fra tilsynsmyndighederne

Hvidvask i Danske Bank
Finanstilsynets chef Jesper Berg vil nu gennemlæse Danske Banks hvidvaskrapport, før han overvejer, om tilsynet skal gøre mere i forhold til banken. Foto: Jens Henrik Daugaard Foto: Jens Henrik Daugaard

Finanstilsynet vil gennemgå Danske Banks hvidvaskrapport, før tilsynschef Jesper Berg tager stilling til, hvorvidt den danske bankvagthund vil genoptage sagen.

»Det er en meget alvorlig sag, og vi ser løbende på, om nye informationer gør, at vi skal genoverveje den afgørelse, vi traf i maj. Vi vil nu grundigt gennemgå bankens undersøgelse med henblik på dette,« siger Finanstilsynets direktør Jesper Berg i en pressemeddelelse.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at Finanstilsynet vil undersøge sagen på ny.

»Hvis vi vurderer, at der er behov for at træffe en ny afgørelse, vil sagen blive genoptaget og behandlet i Finanstilsynets bestyrelse. En ny afgørelse vil blive offentliggjort,« siger Jesper Berg.

Udmeldingen kommer efter, at Danske Bank i dag selv offentliggjorde sin hvidvaskrapport, og adm. direktør Thomas F. Borgen afleverede sin opsigelse.

Finanstilsynet kom i maj med en sønderlemmende kritik af bankens håndtering af hvidvaskskandalen, hvor mindst 745 mia. kr. ifølge Finans’ oplysninger kan være blevet hvidvasket via bankens estiske filial.

Dengang fik Danske Bank otte påbud og otte påtaler af tilsynet, som også krævede en større kapitalbuffer til banken som en konsekvens af de store skrammer, som bankens omdømme havde fået. Tilsynschef Jesper Berg konstaterede dengang, at bankens øverste ledelse havde svigtet sit ansvar.

Danske Banks hvidvaskrapport har tilføjet yderligere graverende oplysninger til skandalesagen. Bl.a. er det kommet frem, at Danske Bank allerede i 2007 blev advaret om potentiel økonomisk kriminalitet i kundeporteføljen i den estiske filial. Advarslen kom fra den russiske centralbank via det danske tilsyn, men Danske Bank fejede myndighedernes bekymringer til side og fejlinformerede tilsynet. Det skete flere gange ifølge Danske Banks hvidvaskrapport.

Danske Banks formand Ole Andersen slog på et pressemøde i Tivoli Congress Center i København i dag fast, at man i Danske Bank er enig med konklusionerne fra både bankens egne hvidvaskundersøgere og Finanstilsynet, også selvom de med formandens ord er »ubehagelige.«

Finanstilsynets fokus vil også fremadrettet være, om Danske Banks ledelse gjorde nok i forhold til reglerne om ledelse og styring af finansielle virksomheder.

Læs også
Top job