Finans

Danske storbanker tøver med at droppe 1000-kronesedlen

Hos tre af landets største banker vil man foreløbig ikke følge Jyske Banks beslutning om at stoppe udbetalingen af 1.000-kronesedler.

Arkivfoto: Nationalbanken. Foto: Nationalbanken

Medmindre du er kunde i Jyske Bank, vil du sandsynligvis fortsat kunne hæve en 1.000-kroneseddel i din bank.

Tre af Danmarks største banker tøver nemlig med at følge Jyske Banks beslutning om at droppe udbetalingen af 1.000-kronesedler ved kassen, som banken meddelte torsdag.

Hos både Nordea, Danske Bank og Arbejdernes Landsbank lyder meldingen, at man fortsat vil kunne hæve den store seddel i bankernes filialer og hæveautomater, selvom flere af bankerne udtrykker støtte til ønsket om at afskaffe den.

»Man kan stadig hæve en 1.000-kroneseddel i vores filialer i dag, og det kan man også i morgen. Vi har ingen aktuelle planer om at sløjfe sedlen, men vi er meget opmærksomme på den risiko, der kan være forbundet med 1000-kronesedler og følger den politiske debat om at afskaffe den tæt,« siger Jesper Bjerrehuus kommunikations- og pressechef i Arbejdernes Landsbank.

Jyske Banks adm. direktør Anders Dam skrev torsdag på det sociale medie Twitter, at det fra og med torsdag ikke længere ville være muligt at få udbetalt 1.000-kronesedler i bankens kasser.

Samtidig var Jyske Bank også i gang med at undersøge, om det var muligt stoppe udbetalingen af sedlerne i bankens hæveautomater.

1.000-kronesedlens eksistens er kommet under pres de seneste dage, efter at regeringen og en række partier onsdag blev enige om en ny hvidvaskpakke, der bl.a. vil sløjfe bruge af 500-eurosedlen i Danmark.

Det fik bankernes interesseorganisation Finans Danmark til at foreslå, at man i samme omgang fjernede 1.000-kronesedlerne.

»Som supplement til hvidvaskstrategiens initiativ om at fjerne 500-eurosedlen, foreslår vi, at man tager skridtet videre og også tager den danske 1000-kroneseddel ud af omløb. Det vil minimere risikoen for hvidvask og anden kriminalitet,« lød det fra Finans Danmarks adm. direktør Ulrik Nødgaard i en pressemeddelelse.

Hos Nordea støtter man forslaget, men vil foreløbig vente, indtil der bliver truffet en overordnet beslutning på sektorniveau.

»Vi stoppede al levering af 500-eurosedlen tilbage i 2015, og vi bakker naturligvis op om Finans Danmarks forslag om at tage 1000-kronesedlerne ud af omløb. Det er vigtigt, at banksektoren finder den rigtige løsning - og gerne hurtigt, så vi sammen kan tage endnu et vigtigt skridt i kampen mod kriminalitet,« siger Mads Skovlund, chef for Nordeas privatkunder i Danmark.

Hos Danske Bank lyder meldingen, at man indtil videre »følger lovgivningen på området«.

Læs også
Top job