Finans

Comcast køber Sky for 250 mia. kr.

Handlen vil forandre det globale medielandskab, skriver Financial Times.

Disney og Comcast har indledt et tovtrækkeri om Rupert Murdochs medieimperium. Foto: Drew Angerer, Bloomberg News

En handel af dimensioner, som vil forandre det internationale medielandskab, er afsluttet, efter det amerikanske teleselskab Comcast med et bud på 250 mia. kr. sikrede sig det britiske medie Sky. Med overtagelsen ophæves mediemogulen Rupert Murdochs tilknytning til Sky, som han grundlagde i 1989.

Det skriver Financial Times.

Sky, som transmitterer flere steder i Europa, har 23 mio. abonnenter. Ifølge Financial times giver opkøbet Comcast et godt afsæt mod nye digitale tjenester i en tid, hvor Netflix og Amazon sætter dagsorden.

»Det er en stor dag for Comcast,« skrev topchef Brian Roberts i en pressemeddelelse.

»Sky er et vidunderligt selskab med en fantastisk platform, et stærkt brand og en dygtig ledelse. Denne overtagelse betyder, at vi hurtigt og effektivt kan udvide vores kundekreds og ekspandere internationalt,« lød det fra Brian Roberts.

21st Century Fox, som blev støttet af Walt Disney, var også interesseret i at overtage Sky - en af Storbritanniens førende tv-stationer. Men Comcast trak sig sejrrigt ud af budkrigen med et bud på godt 30 mia. kr. over det, Fox bød.

»Comcast betalte 25 mia. kr. mere, end hvad der var nødvendigt,« sagde en unavngiven kilde til Financial Times.

Comcast og Disney, angiveligt verdens to største medievirksomheder, har tidligere kæmpet om Murdochs medieimperium. I sommers var rollerne byttet rundt, da Disney vandt kampen om Fox' underholdningsafdeling, hvilket inkluderede filmstudier i Hollywood. Overtagelsen inkluderede også Fox' 39 pct. aktieanddel i Sky. Ifølge Financial Times betyder det, at Disney hente knap 125 mia. kr., hvis man som forventet sælger sine aktier i Sky til Comcast.

BRANCHENYT
Læs også