Finans

Danske Bank udnævner midlertidig topchef - Thomas Borgen fritstillet

Thomas Borgen er blevet fritstillet i Danske Bank. Jesper Nielsen tager over.

Jesper Nielsen vil fortsætte som chef for bankens danske del, og banken oplyser, at han ikke er kandidat til stillingen som administrerende direktør. Foto: Rune Aarestrup Pedersen.

Thomas Borgen er nu endegyldigt fortid i Danske Bank. Danske Bank har nemlig udnævnt Jesper Nielsen, bankdirektør og chef for bankens danske del, til midlertidig administrerende direktør.

Det oplyser Danske Bank i en fondsbørsmeddelelse, hvor banken samtidig oplyser, at Thomas Borgen er blevet fritstillet. Jesper Nielsen vil fortsætte som chef for bankens danske del, og banken oplyser, at han ikke er kandidat til stillingen som administrerende direktør.

Ændringen på posten som topchef i Danske Bank kommer efter den hvidvaskskandale, som har sendt Danske Bank ud i et historisk stormvejr. Forud for offentlliggørelsen af bankens interne undersøgelse den 19. september meddelte Thomas Borgen, at han ville trække sig fra posten, når hans afløser var fundet.

Den interne undersøgelse, som advokatkontoret Bruun & Hjejle stod bag, viste, at næsten 1.500 mia. kr. er strømmet igennem Danske Banks estiske afdeling for de såkaldte non-resident kunder i en periode fra 2007 til 2015.

»Samlet er det forventningen, at en betydelig andel af betalingerne er mistænkelige,« lød det i rapporten.

Ifølge Finans’ oplysninger er der formodet hvidvask for mindst 745 mia. kr.

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, tyder udnævnelsen på, at det har hastet for Danske Bank at begynde på tiden efter Thomas Borgen.

»Der kan være flere grunde til at udnævne en ny midlertidig administrerende direktør i stedet for allerede nu at have fremtidens permanente løsning på plads. Danske Bank har givetvis skønnet, at det er vigtigt, at begynde tiden efter Thomas Borgen så hurtigt, det lader sig gøre,« skriver Per Hansen i en kommentar.

I forbindelse med en større ledelsesrokade i Danske Bank i foråret blev Jesper Nielsen udnævnt til chef for bankens danske del. Inden da havde han været chef for personal banking i Danske Bank.

Jesper Nielsen er uddannet cand.polit og har været i Danske Bank siden 1996.

BRANCHENYT
Læs også