Finans
0

Rekordlav tillid til banksektoren efter hvidvasksag

Hver femte privatkunde har lav tillid til banksektoren.

Tilliden til banksektoren er faldende efter hvidvasksagen i Danske Bank. Foto: Reuters/Ints Kalnins

Danske banker scorer lavt på samfundsansvar, og tilliden til banksektoren er faldende efter hvidvasksagen i Danske Bank.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Hver femte privatkunde har lav tillid til banksektoren mod 15 pct. for fem år siden, viser en ny undersøgelse fra Epsi Danmark. Det er det laveste niveau i de seks år, hvor Epsi Danmark har foretaget tillidsundersøgelser.

- For mange år siden var der en højere tillid til banksektoren, det er der ikke tvivl om. Finanskrisen er en del af det, og så har der været nogle sager hos nogle af vores konkurrenter, som har været ganske kedelige - og så denne her sag, som vi står som ansvarlige for, siger Thomas Mitchell, der er privatkundedirektør i Danske Bank, til Børsen.

Det er ifølge Epsis adm. direktør, Helene Söderberg, hvidvasksagen i Danske Bank, der har påvirket tilliden til hele banksektoren, mens bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, - foruden hvidvasksagen - også peger på Panama-papirerne som årsag.

Kjeld Gosvig-Jensen, der er juridisk direktør i Finans Danmark, fortæller, at brancheorganisationen ikke er tilfreds med privatkundernes opfattelse, og at der arbejdes hårdt for at genvinde samfundets tillid gennem dialog med kunder, medier, politikere og myndigheder.

BRANCHENYT
Læs også