Serier
0

Jesper Rangvid efter Danske Bank-skandalen: Split Finanstilsynet op i to

Nationalbanken bør ifølge en førende ekspert i finansiel regulering overtage en del af Finanstilsynets opgaver, så tilsynet kan fokusere på hvidvask og forbrugerbeskyttelse.

Hvidvask i Danske Bank
En af landets førende forskere inden for finansiel regulering,  professor Jesper Rangvid fra CBS, mener, at man vil sikre en større kvalitet i tilsynsarbejdet, hvis man splittede Finanstilsynets kerneopgaver op i to forskellige ben. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Bekæmpelse af hvidvask er blevet en stadig større arbejdsopgave for Finanstilsynet og så vigtigt et indsatsområde, at det fortjener et særligt fokus.

Derfor bør Folketinget splitte Finanstilsynet op i to dele: Kerneopgaven med at føre tilsyn med, at landets banker er tilpas robuste, bør flyttes over i Nationalbanken. Finanstilsynet kan så - under et nyt navn - fokusere på hvidvask og forbrugerbeskyttelse.

Det mener professor Jesper Rangvid fra CBS i København, som er en af landets førende forskere i finansiel regulering og finansielle kriser.

»I dag har vi et enhedstilsyn, som skal føre tilsyn med alt i alle finansielle virksomheder. Tiden er inde til at lade os inspirere af Storbritannien og splitte Finanstilsynet op,« siger han.

En opsplitning vil ifølge Rangvid sikre et større fokus og styrke begge nye organisationer til glæde for hvidvaskbekæmpelsen og det almindelige tilsyn med landets finansvirksomheder.

»Jeg er bekymret for, at man i den kæmpestore organisation, som tilsynet har udviklet sig til, kan miste fokus på centrale områder,« siger Jesper Rangvid med henvisning til, at der har været kritik af Finanstilsynets håndtering af Danske Banks hvidvaskskandale.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) er i gang med at overveje, hvordan tilsynet skal se ud i fremtiden.

»Jeg er ved at lave en grundig undersøgelse af mulighederne for at styrke Finanstilsynet og vil senere fremsætte forslag om dette. Lige nu vil jeg ikke kommentere konkrete forslag,« siger han.

Finanstilsynet og Nationalbanken har ingen kommentarer.

Læs Jesper Rangvids kronik om emnet her.

BRANCHENYT
Læs også