Finans

Nordea: Hvidvaskjæger har nu også anmeldt banken i Finland

Nordea er nu anmeldt til politiet i fire nordiske lande.

Foto: Jens Dresling

William Browder, chef for hedgefonden Hermitage Capital Management og kendt som hvidvaskjæger, har ifølge Bloomberg News indgivet en anmeldelse mod banken i dens nye hjemland, Finland.

Det kommer, oven på at han og Hermitage i sidste uge meldte Nordea til myndighederne i både Danmark, Norge og Sverige.

Hermitages dokumenter viser ifølge dagbladet Børsen mistænkelige overførsler for 1,1 mia. kr., der er gået via 365 konti i Nordeas afdelinger i Skandinavien.

Nordea er bekendt med anklagerne, men vil af princip ikke kommentere kundeforhold eller beskyldningerne. Banken forsikrer, at den arbejder sammen med myndigheder i alle de lande, hvor den er, oplyste den sidste uge.

I 2015 fik Nordea en bøde på 36 mio. kr. fra det svenske finanstilsyn. Det var for gentagne brud på regler om hvidvask.

Hermitage Capital Management har også været aktiv i sagen om hvidvask i Danske Bank.

Fondens chef, William Browder, har flere gange kritiseret Danske Bank og anmeldt banken og nogle af dens ansatte til politiet.

Hermitage Capital blev i 2007 offer for et tyveri af 1,4 mia. kr., som investeringsfonden havde indbetalt i skatter til den russiske stat. William Browder og hans researchere har lige siden milliardtyveriet forsøgt at opspore bagmændene og angiveligt fundet frem til, at en stor del af pengene blev sendt gennem den estiske filial af Sampo, som blev opkøbt af Danske Bank i 2006.

Læs også
Top job