Finans
0

Svingdøren snurrer: Hjerneflugt svækker Finanstilsynets evne til holde bankerne i ørerne

I nogle år har Finanstilsynet mistet mellem 20 og 28 pct. af medarbejderne. Den øverste chef glæder sig over, at personaleomsætningen er faldet de seneste år.

Finanstilsynet har haft så svært ved at fastholde sine medarbejdere, at det er gået ud over tilsynets arbejde med at agere vagthund over for finanssektoren.

Det viser en ny oversigt over myndighedens personaleomsætning.

I det værste år er mere end hver fjerde medarbejder i tilsynet forsvundet, mens der siden 2006 i gennemsnit er skiftet 16,7 pct. af medarbejderstaben ud hvert eneste år. I staten som helhed er tallet 12,1 pct. for den samme periode.

Det dræner en vidensvirksomhed som Finanstilsynet for erfaring og handlekraft, vurderer Jesper Rangvid, professor på CBS og manden bag den store rapport om årsagerne til den seneste finanskrise..

»Det er svært at komme udenom, at den høje personaleomsætning kan influere på tilsynets arbejde i negativ forstand. For det tager tid at opbygge den viden og erfaring, som er nødvendig at besidde i en virksomhed som Finanstilsynet, fordi det udøver tilsyn med nogle banker, som er meget komplicerede,« siger Jesper Rangvid.

Tilsynet peger på, at man gerne vil have mulighed for differentieret løn, og jeg er enig.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).
En mangeårig ekspert i personalepleje er bekymret.

»Det går ud over produktiviteten og kvaliteten, når en virksomhed mister mange medarbejdere, og det er dyrt at rekruttere nye, som ofte først er ligeså dygtige som forgængerne efter en periode på mellem tre og ni måneder. En høj personaleomsætning fortæller os, at der er noget galt i en virksomhed, så det skal tages seriøst,« siger Per Krogager, der er ekspert i netværk og personalepleje og partner i CCN Cope Consulting Networks.

Finanstilsynet

Finanstilsynets øverste chef hæfter sig ved, at personaleomsætningen er faldende.

»Det er gennem de sidste par år lykkedes at få personaleomsætningen ned på et niveau, hvor det ikke er ødelæggende for tilsynsarbejdet,« siger Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet.

Han oplyser, at det fortsat er svært at tiltrække medarbejdere med særlige kompetencer – eksempelvis inden for it-sikkerhed, fordi private virksomheder kan tilbyde en væsentlig højere løn end tilsynet.

Et politisk flertal har tidligere tilkendegivet at ville lade tilsynet aflønne bedre, og også erhvervsministeren er positiv.

»Tilsynet peger på, at man gerne vil have mulighed for differentieret løn, og jeg er enig. Det er vigtigt at kunne holde på nøglemedarbejderne, og vi kigger også på, om der kan gøres andet,« siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

BRANCHENYT
Læs også