Finans
0

Trods store udsving: PFA har tjent 8,3 mia. kr. til kunderne

Pensionsselskabet har i årets første ni måneder hentet et afkast på op til 4 pct. hjem til kunderne.

Foto: Lars Krabbe. Foto: Lars Krabbe

Kunderne i PFA Pension kan glæde sig over, at optimismen kom tilbage på finansmarkederne i juli, august og september.

Efter de første seks måneder lå kundernes afkast nemlig lige omkring nul, men tredje kvartal bød på fine afkast, og det har banket afkastet op over nullet. Samlet har PFA tjent 8,3 mia. kr. før skat til kunderne i årets første ni måneder.

Det viser en afkastopgørelse - som har afløst et decideret kvartalsregnskab - fra PFA Pension.

»3. kvartal udviklede sig positivt og gav gode afkast oven på en urolig start på året. Det er især amerikanske aktier, ejendomme og alternativer, der trak afkastet op, så kunder i PFA ved kvartalets afslutning havde fået op til 4,0 pct. i afkast i årets første ni måneder,« siger Anders Damgaard, koncernfinansdirektør i PFA, i forbindelse med afkastopgørelsen.

I de første ni måneder af 2018 har PFA hentet et afkast på 4,2 pct. på børsnoterede aktier, 4,5 pct. på alternative investeringer og 6,3 pct. på ejendomme, mens man omvendt har sat 0,1 pct. til på obligationer.

For de kunder, der sparer op i markedsrenteprodukter, har udviklingen i 3. kvartal betydet, at de for årets første ni måneder har fået et afkast på mellem 1,1 og 4,0 pct. Afkastet afhænger af, hvilken risikoprofil den enkelte kunde har valgt.

Ser man på det samlede afkast til markedsrente, endte det på 2,4 pct., mens afkastet, der er relateret til gennemsnitsrenteprodukter, endte på 0,7 pct.

»Finansmarkederne har udviklet sig lige så uforudsigeligt, som vi forventede, da vi gik ind i 2018, og derfor er vi meget bevidste om ikke at tage unødvendig risiko på kundernes vegne. Omvendt er vi i et lavrentemiljø, hvor vi er nødt til at tage en form for risiko for at skabe afkast, så vi skal finde den rigtige balance for at skabe de bedste langsigtede afkast. Som vi har set det i år, kan stemningen på finansmarkederne hurtigt ændre sig, og derfor ønsker vi at have en solid investeringsstrategi, uanset om det går op eller ned,« siger Anders Damgaard.

BRANCHENYT
Læs også