Finans
0

Macquarie samarbejdede med hovedmistænkt i sag om påstået svindel med dansk udbytteskat

Pensionskasser vil have en forklaring fra den australske investeringsbank Macquarie efter nye oplysninger om, at banken samarbejdede med den svindelmistænkte Sanjay Shah.

Den australske investeringsbank Macquarie undlod at fortælle sine medinvestorer i TDC (ATP, PFA og PKA) om, at investeringsbanken tidligere har finansieret Sanjay Shah, der er hovedmistænkt i den danske skandale om udbytteskat for 12,7 mia. kr. Foto: JP

Da den svindelmistænkte Sanjay Shah i starten af 2012 spekulerede i udbytteskat, var det med TDC’s medejer, Maquarie, som nær samarbejdspartner.

Det bekræfter den australske investeringsbank, der den seneste tid har været i massiv modvind i Danmark på grund af sin rolle i drænet af europæiske statskasser for påståede trecifrede milliardbeløb.

De nye oplysninger udløser vrede på Christiansborg, og ATP, PFA og PKA oplyser, at de – igen - har bedt Macquarie om at forklare sig.

»Vi har selvsagt bedt Macquarie om at forklare sig, og de nye oplysninger indgår i vores kritiske dialog,« hedder det i en fælles udtalelse fra pensionskasserne.

Udbyttesagen
  • I 2015 opdagede det daværende Skat, at et internationalt netværk tilsyneladende havde fået udbetalt milliarder i refusion af udbytteskat, som det ikke var berettiget til.
  • Bagmandspolitiet efterforsker sagen i samarbejde med myndigheder i flere andre lande, og undervejs er det lykkedes at få indefrosset store beløb.
  • Myndighederne i Danmark mener, at den påståede svindel har kostet statskassen et tab på mindst 12,7 mia. kr.
  • Sagens hovedmistænkte og helt centrale person er Sanjay Shah, der siden 2009 har levet i luksus i Dubai. Danmark har ingen udleveringsaftale med Dubai.

I Danmark har et netværk af udenlandske finansfolk fået udbetalt mindst 12,7 mia. kr. med metoder, som skattevæsenet betegner som regulær svindel.

Den hovedmistænkte er den britiske finansmand Sanjay Shah, som ikke tidligere har været sat i forbindelse med Macquarie.

Macquarie købte tidligere i år TDC sammen med de danske pensionskasser, PFA, PKA og ATP. Da det i sidste måned kom frem, at Macquarie havde været involveret i spekulation – måske endda svindel - med udbytteskat i Tyskland, beklagede Macquarie sagen i et brev direkte til ATP’s direktør Christian Hyldahl.

Heri hed det, at investeringsbanken stoppede sit engagement i Tyskland i 2011.

Men nu erkender banken, at den året efter indledte et samarbejde med Sanjay Shah, der ifølge eget udsagn forsøgte at lave såkaldte cum-ex transaktioner med aktier i Luxembourg. Det er transaktioner, som er designet til at udløse refusion af udbytteskat flere gange på den samme aktie.

Ifølge Macquarie var der dog tale om en anden variant, som kun udløser refusion en gang, og som ifølge investeringsbanken var forhåndsgodkendt af skattemyndighederne i Luxembourg.

BRANCHENYT
Læs også