Serier
0

Mærsk-familien presser Danske Bank - formand Ole Andersen går af

A.P. Møller Holding A/S, der er storaktionær i Danske Bank, har anmodet om en ekstraordinær generalforsamling i den skandaleramte bank. Formand Ole Andersen vil ikke genopstille som formand. Karsten Dybvad er på vej til at erstatte ham.

Hvidvask i Danske Bank
Ole Andersen stopper som formand i Danske Bank. Foto: Stine Bidstrup.

Danske Bank skal have ny formand, og der lægges op til en større udskiftning i bestyrelsen i den stormombruste bank.

I et højst usædvanligt træk har A.P. Møller Holding A/S, der ejer cirka 20 pct. af aktierne i Danske Bank, anmodet om, at der afholdes en ekstraordinær generalforsamling i banken med henblik på at få valgt nye folk ind i bestyrelsen.

Formand Ole Andersen har samtidig meddelt, at han ønsker at udtræde af bestyrelsen i forbindelse med den ekstraordinære generalforsamling. Det samme gælder formand for revisionskomitéen Jørn P. Jensen.

»Set i lyset af bankens situation, deler jeg og den øvrige bestyrelse A.P. Møller Holding A/S’ opfattelse af, at der er brug for en afklaring af bankens fremtidige ledelse og sammensætningen af bestyrelsen så hurtigt som muligt,« udtaler Ole Andersen i en meddelelse.

A.P. Møller Holding A/S har nomineret Karsten Dybvad, adm. direktør i Dansk Industri, og Jan Thorsgaard Nielsen, investeringsdirektør i A.P. Møller Holding A/S, som kandidater til bestyrelsen i Danske Bank.

A.P. Møller Holding A/S opfordrer til, at Karsten Dybvad vælges til ny formand og Jan Thorsgaard Nielsen til næstformand.

»Der skal nye ledelseskræfter og forandringer i bestyrelsen for at Danske Bank kan styrke sin position som en ledende nordisk bank,« udtaler Robert Uggla, adm. direktør for A.P. Møller Holding.

Den 62-årige Karsten Dybvad har en baggrund som økonom og er direktør for Dansk Industri, bestyrelsesformand for Copenhagen Business School og bestyrelsesmedlem i to ledende danske pensionsfonde. Han har tidligere været departementschef i Statsministeriet og i Finansministeriet.

»Jeg er meget beæret over at være i betragtning som formand for bestyrelsen i Danske Bank. Danske Bank er den centrale og bærende finansielle institution for Danmark og for danske virksomheder. Hvis jeg bliver valgt, vil jeg, sammen med den øvrige bestyrelse, gøre alt for at sikre, at Danske Bank genvinder sin position som en troværdig bank i samfundet, hos myndigheder og kunder, og blandt bankens mange dedikerede og talentfulde medarbejdere,« udtaler Karsten Dybvad.

Ifølge den afgående formand Ole Andersen bakker bestyrelsen »fuldt ud» op om begge de foreslåede kandidater.

A.P. Møller Holding A/S har været i dialog med flere andre Danske Bank-aktionærer, herunder pensionsselskaberne PFA og ATP.

BRANCHENYT
Læs også