Serier
0

S om danske hvidvaskregler: »Et myndighedssvigt af dimensioner«

EU sætter nu en undersøgelse i gang af Danmarks hvidvaskregler efter Danske Bank-skandalen. Det er ’beskæmmende’ og ’pinligt’ for Danmark, mener Jeppe Kofod (S).

Hvidvask i Danske Bank
Jeppe Kofod (S) er ordfører for Europa-Parlamentets særlige udvalg om skattesnyd. Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Vi troede i Danmark, at vi var EU’s duks til at indføre alle regler – men nu skal Danmark som første land nogensinde undersøges af EU’s bankmyndighed EBA for manglende hvidvaskregler.

Den udvikling på skandalen om hvidvask af penge i Danske Bank får Jeppe Kofod, socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet og ordfører for parlamentets udvalg om skattesnyd, til at reagere skarpt.

»Det er direkte pinligt. Regeringen har haft tre år til at implementere direktivet i dansk lov, men har åbenlyst ikke fået gjort sit arbejde hverken hurtigt nok eller grundigt nok,« siger Jeppe Kofod via et svar til Finans pr. e-mail.

At vi nu kan se skandalen om Danske Bank blive foldet ud, gør kun hele situationen ’særligt beskæmmende’, mener politikeren.

Udover Danmark skal også Estland og Letland undersøges af EBA, og efter at have endevendt myndighedsarbejdet i de tre lande, skal EBA vurdere, om de europæiske love er blevet brudt.

»Det er desværre både ventet og nødvendigt. De danske og de estiske myndigheder har tydeligvis ikke været årvågne, grundige eller vedholdende nok til at opdage de massive og systemiske huller i Danske Banks anti-hvidvasksystemer. Man har været for tålmodig og for godtroende og resultatet er altså, at 1.500 mia. kroner er fosset ind og ud af landets største og vigtigste bank uden at nogen aner hvor de kom fra eller forsvandt hen. Det har stået på i årevis og det er selvsagt et myndighedssvigt af dimensioner,« siger Jeppe Kofod.

Danske Banks omfattende hvidvask af penge var centreret i den estiske afdeling, mens der i Letland har været en anden skandale om hvidvask i banken Pilatus.

Men det blev ikke opdaget, før amerikanske myndigheder kunne se, at noget var galt, pointerer Jeppe Kofod. Da den socialdemokratiske politiker besøgte landet, var beskeden fra alle sider faktisk, at der ikke var kræfter til selv at undersøge den slags sager.

»Her indrømmede man over en bred kam, at man hverken havde ressourcerne eller ekspertisen til at føre effektivt tilsyn med den slags banker. Det er dybt foruroligende, men det understreger også behovet for europæiske handling,« siger Jeppe Kofod.

BRANCHENYT
Læs også