Finans
0

Tysk mobilbank indtager Danmark - 10.000 er allerede på venteliste

Den fremadstormende tyske mobilbank N26 er netop lanceret i Danmark. Målet er at skabe en europæisk bank, der kan udfordre den eksisterende banksektor.

Med oprettelsen af en konto hos den tyske app-bank N26 får kunderne et Mastercard og en Euro-konto, som kan tilgås direkte gennem virksomhedens app. Foto: N26

Overalt på Instagram og diverse sociale medier reklamerer kendisser for mobilbanken Lunar Way, hvor alt foregår digital og uden en bankfilial i ryggen.

Nu melder en ny spiller sig i kampen om bankkundernes opmærksomhed.

Den tyske app-baserede bank N26 vil nemlig skabe en stor europæisk bank, som kan udfordre den banksektor, vi kender i dag. Det skriver den tyske avis Frankfurter Allgemeine, ifølge Computerworld.

På kort tid har mobilbanken, som stammer fra Berlin, fået 1,5 mio. kunder i 24 europæiske lande.

Senest er den fremadstormende bank blevet lanceret i Danmark, Norge, Polen og Sverige. Mens den om et par uger også vil være at finde i Island og Liechtenstein.

Og ifølge den tyske avis er de seks nye lande et vigtigt skidt mod den europæiske storbank, N26 ønsker at være.

Alex Weber, der er chef for de internationale forretninger, melder i øjeblikket om omkring 10.000 kunder på venteliste til den nye bank. Ifølge ham har 95 pct. af disse vist interesse for tjenesten i de europæiske lande.

»Det drejer sig primært om kunder, som ofte rejser eller har megen kontakt med mennesker i andre europæiske lande,« siger han til den tyske avis.

Konceptet bag den moderne mobilbank minder på mange måder om den danske bank Lunar Way, som også er en app-baseret bank, der tilbyder kunder betalingskort og overblik over konti uden at være tilknyttet en bankfilial.

Den tyske bank blev stiftet af den østrigske iværksætter Valentin Stalf i 2015. Allerede i foråret meldte han i et interview med Magasinet Finans om en særdeles hurtig vækst i virksomheden.

»I alle de markeder, hvor vi er til stede, vokser vi væsentligt hurtigere end nogen anden udfordrerbank. Vi er den klare mobilbank-markedsleder og vokser hurtigere end konkurrenterne målt på antal kunder og transaktionsvolumener,« sagde han tidligere på året til magasinet.

N26 vil næste år være tilgængelig i Schweiz og i de kommende år vil mobilbanken også tilbyde amerikanske kunder adgang til banken.

BRANCHENYT
Læs også