Finans

Skatteministeren vil have Advokatnævnet til at undersøge Bech-Bruun

Advokatnævnet skal undersøge, om firmaet har tilsidesat god advokatskik i sag om udbytteskat.

Skatteminister Karsten Lauritzen. Arkivfoto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil have Advokatnævnet til at undersøge advokatfirmaet Bech-Bruun, der er beskyldt for at spille en dobbeltrolle i udbyttesag.

Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

Bech-Bruun har stået for at lave en undersøgelse for Skat i sagen om svindel med udbytteskat. Men samtidig er det blevet afsløret, at advokatfirmaet har rådgivet kunder, som kan være en del af svindelsagen.

I en redegørelse til Folketingets partier fra Bech-Bruun er det kommet frem, at tidligere ansatte i advokatfirmaet har ydet rådgivning i 2014 og 2015, »der ligger udenfor Bech-Bruuns almindelige virke og retningslinjer.«

Det fremgår desuden af redegørelsen, at Bech-Bruun ikke længere repræsenterer to klienter, som henvendte sig i juni 2018 vedrørende refusion af udbytteskat.

På baggrund af redegørelsen har skatteminister Karsten Lauritzen besluttet at indbringe sagen for Advokatnævnet for at få en vurdering af, om advokathuset har tilsidesat god advokatskik - herunder i spørgsmålet om habilitet, fremgår det i pressemeddelelsen:

»Efter at have nærlæst Bech-Bruuns redegørelse kan jeg slå helt fast, at med den viden, vi har i dag, så havde jeg ikke valgt Bech-Bruun til at foretage advokatundersøgelsen. Jeg har ingen grund til at tro, at konklusionerne i undersøgelsen ikke holder hele vejen, men jeg kan ikke lukke sagen ned her. Derfor har jeg besluttet at gå til Advokatnævnet og få deres vurdering af Bech-Bruuns ageren i sagen. Når jeg kender nævnets vurdering og eventuelle sanktion, vil jeg vurdere, hvad der videre skal ske, og om vi skal kræve, at Bech-Bruun tilbagebetaler det honorar, de fik for at udføre opgaven,« siger Karsten Lauritzen.

Bech-Bruun har den sidste uge været skydeskive for politikere og myndigheder. Det skyldes, at advokatkontoret har rådgivet centrale aktører i udbytteskandalen, som har drænet den danske statskasse for 12,7 milliarder kroner.

Advokatnævnet er et uafhængigt organ, som behandler klager over advokater.

Læs også
Top job