Finans

Bagmandspolitiet vil stille Danske Bank-ledelse til ansvar

Danske Banks forhenværende ledelse kan blive gjort strafferetligt ansvarlige i hvidvasksagen, lyder det fra statsadvokat.

I alt har 11 involverede topfolk fra Danske Bank allerede forladt banken, herunder topchef Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen. Foto: Mads Claus Rasmussen

Efterforskningen af en af historiens største hvidvasksager sigter ikke kun efter en mulig bøde til Danske Bank. Bagmandspolitiet undersøger også muligheden for at gå direkte efter de ansvarlige topfolk i banken.

Det skriver Berlingske Business.

Den nu forhenværende ledelse i Danmarks største bank, Danske Bank, kan blive gjort strafferetligt ansvarlige i sagen om hvidvask-aktiviteter i bankens estiske filial, oplyser statsadvokat Morten Niels Jakobsen fra Bagmandspolitiet.

- Vi efterforsker ud fra to hovedspor: Et, der handler om, hvorvidt banken som juridisk person kan gøres ansvarlig i forhold til et eventuelt bødeansvar. Og et, der handler om, hvorvidt vi kan gøre et strafferetligt ansvar gældende over for enkeltpersoner fra banken, siger Morten Niels Jakobsen til Berlingske Business.

Selv om det kan være sværere at bevise, at enkelte medarbejdere har handlet strafbart, kan muligheden for at stille topfolkene til ansvar være anderledes end for underordnede.

Det skyldes, at ledelsen kan blive stillet til ansvar for grov uagtsomhed, hvis de har kendt til de ulovlige aktiviteter uden at gøre opmærksom på det.

I alt har 11 involverede topfolk fra Danske Bank allerede forladt banken, herunder topchef Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen er også på vej til at blive udskiftet.

Læs også