Serier

Eksperter: Danske Bank mangler 40 mia. kr. og har brug for en kapitaludvidelse

Ifølge to bankeksperter er Danske Bank ikke længere en solid bank, og aktionærerne skal derfor skyde 40 mia. kr. ind. Ellers kan det få konsekvenser for hele samfundet, lyder advarslen.

Hvidvask i Danske Bank
De danske skatteydere var i 2008 med til at spænde et sikkerhedsnet ud under Danske Bank, og nu er den ifølge to eksperter igen gal med bankens soliditet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danske Bank mangler 40 mia. kr. på kistebunden for at være en kernesund og solid bank, som ikke risikerer at komme i problemer.

Det fastslår to bankeksperter - professor emeritus Anders Grosen og lektor Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet. Ifølge dem kan det få konsekvenser for hele det danske samfund, hvis ikke aktionærerne med en gigantisk kapitalindsprøjtning straks revitaliserer storbanken.

Regeringen bør oplyse Danske Bank om, at den igen er blevet en belastning for det danske samfund.

Johannes Raaballe, lektor ved Aarhus Universitet

»Det kan gå galt, og det kan det gøre hurtigt. Derfor bør der straks tilføres 40 mia. kr. til banken, så skatteyderne ikke som i forlængelse af finanskrisen igen skal rage kastanjerne ud af ilden for Danske Bank,« siger Johannes Raaballe med henvisning til, at politikerne ikke mindst på grund af problemer i Danske Bank med en bankpakke spandt et sikkerhedsnet ud under hele banksektoren på 4.200 mia. kr. under og efter finanskrisen i 2008.

MSolvens
  • Opgør bankers solvensbehov ved at basere sig på aktiemarkedsdata.
  • Metoden har været i stand til at identificere de banker, der gik ned under finanskrisen fra 2008-13.
  • Den rubricerer de danske børsnoterede banker i grønne, gule og røde banker.
  • Danske Bank er med hvidvaskskandalen gået fra at være en grøn til en gul bank.
  • Det er på niveau med Danske Andelskassers Bank, Vestjysk Bank, Salling Bank og Hvidbjerg Bank.
  • Ifølge de to forskere bag metoden, lektor Johannes Raaballe og professor emeritus Anders Grosen ved Aarhus Universitet, bør Danske Bank være en grøn qua sin størrelse og betydning for det danske samfund.

De to eksperter peger på, at Danske Banks aktionærer fra 2016 til 2018 har modtaget udbytter på 26,4 mia. kr., mens banken samtidig har købt egne aktier for 24,2 mia. kr.

Dermed er aktionærerne blevet forkælet med 50,6 mia. kr. i en periode, hvor både eksperter, Finanstilsynet og Nationalbanken har advaret om netop den form for kapitaldræn.

»Udlodningerne i Danske Bank har de senere år været væsentlig større end bankens udlodninger op til bankkrisen i 2008,« siger Johannes Raaballe.

Danske Bank afviser, at banken mangler penge på kistebunden.

»Det er ganske enkelt ikke korrekt, at Danske Bank mangler kapital. Tværtimod er vi velkapitaliseret og har en solvens, der kan modstå selv betydelige makroøkonomiske tilbageslag. Det er senest blevet bekræftet med EBA's (den europæiske bankmyndighed, red.) stresstest for de europæiske banker, hvor Danske Bank også deltog,« siger Robert Wagner, chef for Group Capital i Danske Bank.

Ifølge de to forskere er situationen dog så alvorlig, at den danske regering bør træde i karakter.

»Regeringen bør oplyse Danske Bank om, at den igen er blevet en belastning for det danske samfund, og at det kun kan afbødes, hvis der rejses mindst 40 mia. kr. fra aktionærerne,« siger Johannes Raaballe.

Det kommer dog ikke til at ske, oplyser erhvervsminister Rasmus Jarlov (K):

»Finanstilsynet har oplyst mig, at det så sent som i denne måned har vurderet, at der ikke er behov for yderligere kapitalkrav til Danske Bank,« skriver han.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også